UDBUD: Fire grunde blev solgt den første dag - og mange viste interesse

VALSGÅRD: Det kan sagtens lade sig gøre at sælge byggegrunde i Valsgård.

Her fik salget nemlig flyvende start, idet fire grunde blev solgt på først salgsdag .

Flere købsaftaler er på vej, vurderer kommunen

Den pæne interesse for udstykningen hænger formentlig sammen med gåafstand til Valsgård skole, Myrtuen børnehave, sportsfaciliteterne hos boldklubben, indkøb og den enestående natur ved Mariager Fjord, vurderer kommunens grundsælger, Inge-Lene Ebdrup.

Familievenligt

- Det er første gang, at Mariagerfjord Kommune har skudt salget i gang med en budrunde, og nu er der rigtigt kommet hul på salget.

Med den store forhåndsinteresse kommer der snart gang i flere handler, vurderer Inge-Lene Ebdrup.

Udstykningen rummer kun 11 parcelhusgrunde og tre såkaldte maxi-parceller på Nordre Markvej og Hyldevænget i Valsgård.

I følge Inge-Lene Ebdrup drejer det sig om ”yderst attraktive grunde, der henvender sig til købere, der vil leve i et trygt lokalsamfund og bo centralt med ganske få minutter til en større by og E 45”.

Tæt på det meste

- Udstykningen ligger helt ideelt for folk, der pendler til og fra arbejde.

- Tager du bilen, er der blot få minutter til motorvejen midt mellem Aalborg og Aarhus, og som noget helt unikt kan du cykle til Hobro via en oplyst cykelsti, siger grundsælgeren.

Da grundene er relativt store, og eftersom lokalplanen rummer mange muligheder for at sætte sit individuelle præg på sit hus, forventer Inge-Lene Ebdrup, at udstykningen i Valsgård i løbet af kort tid bliver til et attraktivt kvarter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...