Andelskassen i Hobro krydrer aktionærmøde 5. marts og prisuddelinger med et foredrag af tidligere drabschef Ove Dahl

HOBRO: En aften med spisning, orientering fra banken, valg til aktionærrådet, uddeling af priser til lokale ildsjæle samt underholdning ved foredragsholder, forfatter og tidligere drabschef ved Københavns Politi, Ove Dahl.

Sådan blandes posen med bolsjer og vitaminer, når Andelskassen tirsdag 5. marts holder sit aktionærmøde i Hobro Idrætscenter.

Mødet i Hobro rundes af med et foredrag af Ove Dahl, forfatter og tidligere drabschef ved Københavns Politi.

Gennem sin mangeårige karriere i politiet har Ove Dahl set det meste - og det værste.

Denne aften fortæller han om nogle af de mest spektakulære sager, som han oplevede dem.

Danske Andelskassers Bank A/S - i daglig tale Andelskassen - tager dermed hul på rækken af aktionærmøder for bankens aktionærkredse i Østjylland og Midtjylland.

Mere præcist mødes man i Andelskassens filialbyer i Aarhus, Randers, Hobro, Grenaa, Ikast, Koldby, Skjern og Viborg.

Herunder har banken tradition for at uddele både ”Andelskasseprisen” og ”Sammen kan vi mere-priserne”.

Men først en god middag

Begge priser hylder og anerkender en række store og små initiativer, der skaber glæde og sammenhold lokalt. Andelskasseprisen gives til privatpersoner, mens ”Sammen” prisen går til foreninger.

I hver aktionærkreds uddeles priser til en samlet værdi af 50.000 kroner.

Således modtog Thorben Koed Thomsen, formand for Danske Handicaporganisationer i Viborg, i 2018 Andelskasseprisen i Midtjylland, mens Sammen kan vi mere-priserne gik til Ikast BMX, foreningen Thy Alive og KFUM-spejderne i Lønborg-Vostrup.

Aktionærmødet indledes med en god middag, og herefter vil bankens administrerende direktør Jan Pedersen og områdedirektør Michael Simonsen berette om året, der gik i Andelskassen.

Derudover er der valg til Andelskassens aktionærråd.

I år vil der være fredsvalg i aktionærkreds Midtjylland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...