Tre af fem seniorhold rykker en række op og det betyder, at PIF Bordtennis næste sæson spiller i serie 1, 2, 3, 4 og 5

PURHUS: Med tre oprykninger hos seniorerne kan Purhus IFs bordtennisafdeling se tilbage på en rigtig fin sæson.

Klubben havde fem tremandshold tilmeldt hos Jysk Bordtennis Union.

Og med de tre avancenter stiller Purhus IF næste sæson hold i serie 1, 2, 3 ,4 og 5.

Førsteholdet rykkede op i serie 1 efter en gyserkamp mod Sisu/MBK fra Århus.

Purhus skulle vinde 6-4 for at være sikker på at rykke op.

Det lykkedes, men nylig efter at holdet havde været bagud 1-3.

Blandt andre tredjemand Lars Brøndsted leverede glimrende bordtennis.

Til foråret har klubben for første gang et hold i serie 1.

På toppen

Klubbens bedste spiller, Lars Garsdal topper topscorerlisten med 22 vundne af 24 kampe.

Tobias Brøndum sluttede som nummer otte på ranglisten.

Reserve Erik Bjerre vandt en vigtig kamp mod Vorup.

Også andetholdet rykkede en række op og skal nu prøve kræfter med serie 2.

Igen blev oprykningen først sikret efter en uhyre spændende kamp - her mod Randers`s andethold.

Med uafgjort 5-5 klarede spillerne lige netop oprykningkravet.

74-årig baghånd

Den knæopererede førstemand, Ejnar Jespersen, kunne kun spille én kamp.

Men så fik holdet Jes Laursen som tredjemand.

Han har ikke spillet i fem år, men kan forstærke holdet, når han kommer i form.

Som førstemand blev Claus Nørgaard nummer fire på topscorerlisten, mens Ole ”Baghånd” Balslev endte på en syvendeplads.

Han er såmænd også kun fyldt 74 år - og rangerer dermed blandt de 10 ældste af JBTU`s 3000 spillere.

Fjerdeholdet rykkede op i serie 4 efter sejren på 7-3 i sidste kamp mod Rønde.

Dermed vandt holdet sin pulje, og Erik Jespersen sluttede fjerdebedst på ranglisten, mens det 18-årige talent Casper Fly blev nummer seks på topscorerlisten.

Savner unge spillere

Holdet talte også Henning Græsholm, Søren Poulsen, Hans Mikkelstrup, Peter Thomsen og Ove Munck.

Femteholdets førstemand hedder Birgitte Bach.

Hun blev med 16 vundne ud af 18 kampe en suverænt nummer et på ranglisten i sin pulje.

Purhus IF er bordtennismæssigt ikke gået i vinterhi.

Hver tirsdag aften spilles masser af bordtennis i Aktivitetshuset i Gassum.

Klokken 18 træner cheftrænerne Hans Mikkelstrup og Tobias Brøndum samt hjælpetrænerne Ejnar Jespersen og Ole Balslev indtil videre syv børn mellem 8 og 14 år.

Mød en bordtennisrobot

Klubben vil meget gerne have flere børn til bordtennis tirsdag aften.

Senere tirsdag dukker 15-25 voksne mellem 16 og 74 år op for at spille bordtennis på seks borde.

- De hygger sig gevaldigt. Først spilles mest doubler, og senere om aftenen singler.

- Det er for sjov, men også seriøst, idet spillerne jo bliver bedre ved at spille mod hinanden, fremhæver Ole Balslev, pressemand for Purhus IF`s Bordtennis.

- Vi råder i øvrigt også over en ”bordtennisrobot”, som både børn og voksne elsker at spille imod.

- Det er sjovt, men giver også god indlæring af slag, lokker Ole Balslev.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...