Mulighed for at ”klippe” sig til udflugter, indkøb og andre ydelser bruges effektivt af beboere på Mariagerfjords otte plejehjem

HOBRO: Det virker i den grad.

Klippekortet, som sikrer små ydelser ud over daglig ældrepleje, har vist sig som en kærkommen gave til Mariagerfjords plejekrævende.

Sammenlagt ”klippede” de gamle på navnlig kommunens otte plejehjem over 25.000 gange i løbet 2018.

- Men jeg synes jo også, at jeg kommer med til det hele.

- Jeg tager gerne med på busture ud i det blå, og sidste sommer var vi på ferie i ”Dronningens By” i Grenaa, fortæller Marie Nielsen fra Hobro Alderdomshjem.

Gode til at motivere beboere

Marie Nielsen og de mange andre ældre gør flittig brug af den statslige klippekortordning.

De tager glade imod ekstraordinære ydelse, der ligger ud over ud over pleje, rengøring og mad.

Ydelserne består eksempelvis af ledsagere til udflugter, rejser, småbesøg ud af huset, byture, højtlæsning, motionsture, biografbesøg, indkøbsture, koncerter og meget andet for et samlet beløb på knap 3,8 millioner kroner.

Men plejehjemmene har også selv været rigtig dygtige til at motivere beboerne til at gøre brug af ordningen.

Klippekortet

- Hos os har vi inddraget hele personalegruppen - både til at snakke med beboerne om ordningen og til at udføre de forskellige ønsker i praksis.

- På den måde kommer vi hver især lidt tættere på hinanden.

- Og jeg synes, personalet har været rigtig gode til at involvere sig, fremhæver Kirsten Severinsen, centerleder på Hobro Alderdomshjem.

Hver beboer på de otte plejehjem får tildelt et klip om ugen svarende til en ydelse på en halv time efter eget valg.

Dermed rådede hver beboer i 2018 over 52 klip svarende til 26 timers ydelse efter eget valg. Klip, som kan bruges enkeltvis eller spares op.

I gennemsnit klippede 454 beboere på de otte plejecentre i fjor 51 gange pr. beboer - svarende til 23.100 klip.

Og dermed omtrent udnyttet ordningen fuldt.

Andre godt 2300 klip har plejekrævende borgere i andre plejeboliger gjort brug af i det forgangne år.

Tilfredse beboere

Ordningen blev sat i gang i 2017, hvor 70 procent af de samlede klip blev brugt.

Fra juli 2017 til udgangen af 2018 tredobledes antallet af brugere på plejehjemmene fra 150 til 453.

Tallene fremgår af en statusrapport fra Mariagerfjord Kommunes Velværdssekretariat.

- Trænger jeg til en lille gåtur, bruger jeg min rollator og klarer det uden hjælp.

Men det var nu også rigtig rart at få en cykletur med ledsager og komme helt ud af byen.

- Jo, jeg har det godt og synes ikke, jeg mangler noget, lyder det tilfreds fra Marie Nielsen.

Cykelturene afvikles på voksne trehjulede cykler med sædeplads til to, og hvor ledsageren styrer og yder det fornødne pedalarbejde.

Til Sortehavskysten

For tre beboere på hjemmet blev det ikke kun til udflugter i blå, men helt ud til Sortehavet op til Bulgariens solkyst.

- Vi var af sted sammen med to ledsagere i otte dage med fly, og det var min første tur til udlandet ud over besøg i Norge, betror Grethe Herlevsen, der ligeledes bor på Hobro Alderdomshjem.

Ledsagerne spædede også selv til, for at det kunne hænge sammen.

- Men det er jo også skønt at kunne have en ledsager med til tandlæge nede i byen, når man som jeg ikke er ret godt gående.

- Jeg har også været på Hvidsten Kro at spise og en tur i Rold Skov og besøgt Biecentret, hvor vi også spiste.

- Og så har vi jo også en del gode arrangementer her oppe i salen, uddyber Grethe Herlevsen.

Seks ud af 10 klip til ”indeliv”

Netop til at forsøde livet på selve plejehjemmet bruges der særdeles flittigt af klippekortet - faktisk knap seks af hver 10 klip.

Eksempelvis, når Bies Huskorkester spiller til erindringsdans, hvor gamle kendte sange spilles, og hvor svagt gående eller kørestolsbrugere anvender et klip til nogle danse i kørestolen.

- I tider som nu, hvor det bliver stadigt sværere at skaffe personale, foretager vi undertiden nogle valg, hvor vi tænker, at det er vigtigere for beboere at komme med på tur, end at få gjort rent netop den dag.

- Vi udskyder opgaver, men vi aflyser ikke, understreger centerleder Kirsten Severinsen.

Jens Peter Ellefsen, formand for seniorrådet i Mariagerfjord Kommune, glæder sig over succesen.

Ros fra Seniorrådet

- I seniorrådet har vi rost ældreplejen i Mariagerfjord Kommune til skyerne for virkelig at få brugt klippekortene næsten til det yderste.

- Klippekortene udgør det smør, der forsøder tilværelsen og dermed øger livskvaliteten hos vore ældre, kvitterer Jens Peter Ellefsen.

Fra i år er den brugte ydelse i 2018 ført over som en del af statens bloktilskud til den enkelte kommune.

- Når pengene ikke længere øremærkes, kan kommunerne i princippet vælge at bruge dem til asfalt. Det må bare ikke ske, pointerer seniorrådsformanden.

- Heldigvis har vi fra vore politikere fået at vide, at man ikke vil røre ved klippekort-timerne, anfører centerleder Kirsten Severinsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...