Der er ikke optræk til aktivitet i Hobro IK inden transferdeadline

FODBOLD: Transfervinduet lukker ved midnat, men mandag eftermiddag er Hobro IK og sportschef Jens Hammer Sørensen ikke plaget af deadlinestress.

Sportschefen forventer således ikke, at Hobro IK skal være involveret i nogle handler, inden transfervinduet smækker i.

- Nej, vi har ikke gang i noget. Ryger der ikke nogen ud, skal vi ikke have nogen ind. Jeg forventer en stille afslutning på vinduet, men jeg er klar ved telefonen, hvis der sker noget, siger Jens Hammer Sørensen.

Sportschefen slår dermed også fast, at et salg af Edgar Babayan ikke er under opsejling. Kantspilleren har kun et år tilbage af sin kontrakt i Hobro og har længe været et varmt navn på rygtebørsen.

Caglar Koycu, der er agent for Edgar Babayan, har mandag sagt til tipsbladet.dk, at der er interesse fra både ind- og udland, men Jens Hammer Sørensens oplevelse er en anden.

- Der har været meget snak om Edgar, men der er ikke noget konkret. Der er ikke nogen bud, som vi skal forholde os til, siger Jens Hammer Sørensen.

Heller ikke Christian Cappis er på vej væk. Amerikaneren har endnu ikke været i kamp for Hobro i denne sæson, fordi Hobro ikke rettidigt fik forlænget hans arbejdstilladelse.

Det fik ifølge Christian Cappis' agent Johan Wins ham til at ønske sig væk fra Hobro, men nu er der kommet styr på papirerne.

- Han er tilbage her og træner for fuld musik, og der er heller ikke nogen konkrete bud at forholde sig til i forhold til ham, siger Jens Hammer Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...