Motorsport Nordjylland på lørdag vært for anden afdeling af Yokohama Vest mesterskabet

NYSUM: Rallycross stadionet i Nysum er også ideelt til afvikling af rally sprints.

Derfor er Motorsport Nordjylland (MNJ) blevet tildelt æren af 2. afdeling af Yokohama Vest mesterskabet, som køres lørdag 15. juni.

- Der er kridtet op til spændende fight i alle rally-klasserne, forudser løbsleder Kim Naujokat Jensen.

- Som betingelse for deltagelse skal rallybilerne have indbygget sikkerhedsbur, hvorfor jeg desværre ikke selv kan deltage i min klubrally-bil, beklager han.

Lokale håb

MNJ er dog godt repræsenteret med minimum fire team i rally sprint-arrangementet.

Her har Jan Petersen og Jeanette Kvick en lille ekstra konkurrence-fordel i deres VW Polo:

- Jeg har kørt mange Rally Cross-motorløb på Nysum Banen med højtydende tohjulstrækkere.

- Derfor bliver det spændende at angribe ideallinjerne med firehjulstræk, siger Jan Petersen.

Sidste års generalvindere fra Juelsminde/Kolding, Ib Kragh og Ditte Kammersgaard, stiller til start i Skoda Fabia.

Udsigt til pæne omgangstider

Der er således lagt op til nogle omgangstider, som kommer pænt i nærheden af det netop afviklede Rally X Nordic på motorbanen i Nysum.

- I klubrally-klassen (KRB) satser Niels og Inger Bjerre på at forbedre deres fjerdeplads fra sidste år.

Ægteparret har dyrket motorsport sammen i seks år med deres lettere tunede Peugeot 306I.

I klassen får Bjerre parret selskab Motorsport Nordjyllands sprint debutanter, Christian A.L. Falck Christensen og Anders Gade Nielsen i Peugeot 106.

- Christian og Anders har vist flot kørsel i klubrally, supplerer viceløbsleder Henrik Ladefoged.

Gummiet, der blev væk

- De ser frem til at prøve kræfter med rally sprint, som blandt andet giver dem mulighed for at køre på rally slicks dæk, der hænger bedre ved i asfalten.

Til gengæld er slidstyrken anderledes ringe end normale hverdagsdæk.

Efter et motorløb eller to er ”den gode gummi” pist væk.

Arrangementet starter midt på formiddagen lørdag.

Der køres fem baneomgange i hvert af de fire heat.

Midtvejs bliver omløbsretningen på hastighedsprøven dog vendt.

Yokohama Vest løbene er populære blandt rallyteamene, som anvender dem til finjustering af set up og dæk.

Arrangørerne forventer derfor en startliste på den pæne side af 50.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...