18-årige Rasmus Henriksen fra Hobro, gymnasieelev på Mors og tredjekeeper Mors Thy, stiler efter at ende på landsholdet

HOBRO: Håndboldmiljøet på Mors fås ikke andre steder, fastslår Rasmus Henriksen fra Hobro.

Den 18-årige himmerlænding udgør en af de over 150 unge, der kombinerer en uddannelse med deres passion for sport på Mors.

Rasmus er ambitiøs både med skole og med håndbold, hvor han præsterer godt mellem stængerne.

Rasmus Henriksen går i 2. g på Morsø Gymnasium og spiller på HF Mors’ ungdomshold U18.

Han flyttede til Mors efter at have overstået 1. g i Randers i sommer.

Idolet Kasper Hvidt

På Mors knokler Rasmus Henriksen for at blive bedre hele tiden.

Som idol har han den tidligere landsholdsmålmand Kasper Hvidt, kendt for sin viljestyrke og sin nuværende status som mental indpisker for det danske Astralis mandskab og verdensmestre i e-sport.

Med sine 186 centimeter gør Rasmus ikke akkurat fyldest i kraft af sin højde.

Men det slår ham ikke ud. Ej heller Kasper Hvidt er jo nogen høj målmand.

Til gengæld var han formidabel til at lukke målet af for modstandernes bolde.

Tårnhøje ambitioner

Selv nærer Rasmus Henriksen også tårnhøje ambitioner inden for sin sport:

- Jeg vil gerne tjene penge på at spille håndbold og gerne internationalt.

- Jeg kunne godt tænke mig at komme til udlandet - helst i Bundesligaen, og min ambition er at blive førstemålmand på landsholdet, bedyrer han.

Pladsen tilhører indtil videre Nicklas Landin.

Rasmus’ første mål er at blive professionel og spille for et ligahold.

Efter et år i Randers HH, hvor han opnåede seniordebut i landets næstbedste håndboldrække, besluttede Rasmus og kammeraten Frederik Bjerre, fløjspiller, sig for at rykke til Mors, hvor ligaholdet Mors-Thy har hjemme.

Her erobrede de begge en plads på HF Mors u18 hold.

Rasmus og Frederik

Rasmus og Frederik har været venner, siden de var små.

Det var Frederik, der sporede Rasmus ind på håndbold ved at tage kammeraten med til håndbold og fodbold, da de var otte år gamle.

Håndboldholdet i Hobro IK manglede en målmand, og snart fandt Rasmus ud af, at han var god til at stå på mål. Den plads kombinerer mange facetter.

- Det var lysten til at have en bold i hånden og bruge hovedet, som tiltalte mig, husker han.

Han spillede tre år hos Aars, inden turen som ungdomsspiller gik til Randers HH.

- Målmandens opgave består af lidt håndbold kombineret med gymnastik, smidighed, lidt fodbold og akrobatik, beskriver Rasmus Henriksen, som har god forældreopbakning med hjemmefra.

Forældreopbakning

- De siger, du skal gøre det, du vil. Du skal selvfølgelig passe skolen, men du skal også gå den vej med håndbold.

- De kan godt se, at jeg går op i det, og de kan godt se, at jeg er dygtig til det, fortæller knægten fra Hobro.

Gymnasiet, håndboldklubben og Sports College Mors koordinerer skole, træning og aktiviteter i det daglige.

Selvom det kræver disciplin at tage en studentereksamen ved siden af seriøs håndboldtræning, oplever Rasmus, at det er blevet lettere at nå både skole og træning, efter han er kommet til Mors.

- I Randers snakkede skolen og håndboldklubben slet ikke sammen.

- Heroppe går alt op i enhed. Alle snakker sammen, alle kender alle.

- Hvis man ikke passer skolen, kommer man heller ikke til håndboldtræning.

Det hele hænger sammen

- Det hele hænger sammen, og det er godt, synes jeg - collegetræning og morgentræning.

- Alt er lagt ind i skemaet.

- Det er mindre stressende, og det levner mere tid til lektier, fremhæver Rasmus Henriksen.

Fire dage om ugen træner han håndbold, og derudover spiller han kamp.

Desuden træner han med de andre elever på Sports College Mors to gange om ugen, ligesom han styrketræner og laver smidigheds- og balanceøvelser mindst to-tre gange hver uge.

Vel vidende, at en karriere som professionel fordrer hård træning, og at en alvorlig skade kan komme på tværs, tænker Rasmus Henriksen også i andre karrierebaner end håndbolden.

Derfor betyder det også noget for ham at få en studentereksamen.

Den kan han bruge til at læse til fysioterapeut eller måske politimand.

Alternativ karriere

- Jeg vil gerne gå den samfundsvidenskabelige vej og have med mennesker at gøre. Ikke så meget med tal og sådan noget, siger han.

Lige nu handler det mest om håndbold-karrieren.

Udover at være en nøglespiller hos HF Mors u18 hold rangerer Rasmus som tredjemålmand på Mors-Thy ligaholdet, selvom han endnu ikke spiller senior.

Det betyder, at han skal med til kampene, hvis en af de andre to målmænd bliver skadet.

Rasmus træner med ligaholdet et par gange hver måned.

Så indtil videre behøver Nicklas Landin vel ikke at føle sin position truet...

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...