Ugen igennem var der masser af bysbørn på stadion under byfesten i Ravnkilde

RAVNKILDE: I Ravnkilde lader de sig ikke sådan slå ud af nogle regndråber.

Det kom klart til udtryk under sensommerens byfest, hvor vejret ikke altid viste sig fra sin bedste side.

Ugen blev indledt med en bankoaften, hvor omkring 130 mennesker mødte op og støttede op om arrangementet.

Dagen efter var teltet igen flot fyldt op, da de stod old boys-turnering og krolf-turnering på programmet, og fredag var stadion fyldt til lokalopgør mellem Ravnkilde og Rørbæk, helstegt pattegris, børnediskotek og musik i det store telt for de voksne.

Lørdag kulminerede det hele med fælles morgenmad, gudstjeneste i teltet, petanque, børnefodboldturnering, ansigtsmaling mv.

Eftermiddagens højdepunkt var kåringen af Kirsten Baisgaard som ”Årets Ravn 2019”, og i aftentimerne var cirka 100 Ravnkilde-borgere samlet til spisning i festteltet - og dans til toner leveret af bandet ”Drenge På Tur”.

- Vi er meget tilfredse - og også beærede over den store opbakning, vi igen i år har fået.

- Byfesten kunne ikke finde sted uden alle de frivillige, som giver en hånd med, og vi er meget taknemmelige over, at så mange mennesker er klar på at stille op til, hvad det end måtte være, lyder det sammenfattende fra formand i Støtteforeningen Sylvias Venner, Michala Danzi.

Den flotte opbakning bag årets byfestaktiviteter indebærer i øvrigt, at arrangørerne forventer et ”flot overskud”, når regnskabet er gjort endeligt op.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...