Årets Gran Canaria-hold klar til at indtage Hobro Idrætscenter 17. november, inden turen sidst på måneden går sydpå mod noget lunere himmelstrøg

MARIAGERFJORD: 62 unge gymnaster i alderen 12-18 år knokler i øjeblikket på, at få de sidste detaljer på plads, inden de skal deltage i det store Blume Festival-gymnastikstævne på Gran Canaria sidst i november.

Gymnasterne kommer fra områdets lokale gymnastikforeninger, Rosendal, Valsgaard, Hobro, Vebbestrup, Nørager, Onsild, Mariager og Klejtrup, og det er instruktørerne i disse foreninger, som i foråret 2019 har indstillet de 62 gymnaster til Gran Canaria-holdet 2019.

Årets Gran Canaria-hold er det 12. af slagsen - og samtidig det hidtil største hold, Gymnastikken Venner Hobro nogensinde har sendt af sted til den spanske ferieø.

Traditionen blev grundlagt tilbage i 1988, da Poul Christensen stiftede Gymnastikkens Venner Hobro via overskuddet fra en gymnastikopvisning, som blev afholdt i forbindelse med hans 40 års fødselsdag.

Pouls Christensens kærlighed til gymnastikken - og engagement i de unges udvikling - har lige siden været den røde råd for arbejdet i Gymnastikkens Venner - og arbejdet med de skiftende Gran Canaria-hold.

Årets Gran Canaria-gymnaster og deres fire instruktører har siden sommerferien været samlet hver søndag formiddag i Sortebakkehallerne i Nørager.

Derudover har de sammen med deres forældre deltaget i en lang række aktiviteter, som har haft til formål at indsamle penge til turen.

Gymnasterne har bl. a. hjulpet til i forbindelse med Dana Cup, Hospitalslegene i Aalborg, Opera i Rebild og Arkitektløbet i Aalborg samt bistået ved forskellige arrangementer i Hobro og Onsild hallen. Derudover er det blevet søgt tilskud hos flere fonde, og bl. a. har Sparekassen Hobro Fonden bidraget med opvisningstøj, Spar Nord Fonden, ST Byg, Arden El og OK har sponsoreret hhv. tasker, rygsække, håndklæder og t-shirts. Frits Olesen busser har stået for bustransport, og DS gruppen og Rockwool har hjulpet til med sponsorstøtte.

- Gymnaster og forældre har generelt ydet en fantastisk indsats for at skaffe denne støtte, og det har helt sikkert også været med til at skabe nye bånd og sammenhold mellem gymnasterne og deres forældre, fremhæver Tomas Støvring, som i dag er formand for Gymnastikkens Venner Hobro.

Inden afrejsen til Gran Canaria giver Gran Canaria-holdet søndag 17. november afrejseopvisning i Hobro Idrætscenter.

Her håber Gymnastikkens Venner, at mange vil møde op for at bakke gymnasterne op - og se, hvad de har arbejdet med i træningslokalerne de seneste måneder.

Selve opvisningen er gratis, men der vil i forbindelse med arrangementet være mulighed for at købe kage, kaffe, the og saftevand.

Med på turen til Gran Canaria er i øvrigt foruden de 62 gymnaster og deres fire instruktører et serviceteam på ni voksne, som hjælper med de praktiske opgaver undervejs.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...