”HAVFALD”: 500 tons ”havfald” røg i de røde poser fra Søværnets Havmiljøvogterkampagne rundt på danske strande

HIMMERLAND: Nu om dage tænder kun få en cigaret indendørs.

Et tilsvarende holdningsskifte er ved at finde sted på de danske strande.

Danskerne strømmer til de forskellige arrangementer med strandoprydning.

- Her er det blevet god stil og næsten en selvfølge at samle plastik og andet løst affald op, når man alligevel går en tur langs vandet, påpeger Søværnets Havmiljøvogterkampagne.

Kampagnen har eksisteret siden 2006 og ser sig som ”Danmarks første og største frivillige fællesindsats mod havfald”.

”Havfald” er havmiljøvogteres egen betegnelse for alt det plastik og andet løse affald, som de samler op på strandene.

Ved at blive en folkesag

Og rene strande er ved at blive en sand folkesag.

Danskernes lyst og vilje til at opsamle plastik og andet løst affald på strandene har på kort tid ændret sig næsten lige så dramatisk som rygevanerne, fremhæver Søværnets Havmiljøvogterkampagne.

At den sag har et stigende antal borgeres opmærksom vidner opbakningen til Søværnets Havmiljøvogterkampagne Om.

Den melder nemlig om markant fremgang på alle fronter.

Således har kampagnen rundet 25.000 frivillige medlemmer, som sidste år sammenlagt indsamlede over 500 tons havfald.

Heraf havnede de første 200 tons havaffald i de henved 400.000 specielt designede havaffaldsposer, som Havmiljøvogterkampagnen sidste år nåede op på at udlevere.

Havaffaldsposer

Halvdelen - altså 200.000 havaffaldsposer - blev sendt ud til medlemmerne, hvoraf 100.000 poser blev leveret retur i med i gennemsnit to kilo havaffald.

De resterende 200.000 havfaldsposer var enten ekstrabestillinger fra medlemmerne - eller poser, der blev hentet fra de 340 udleveringssteder rundt om i Danmark.

Andre havaffaldsposer blev uddelt ved specielle arrangementer som eksempelvis ”Store Stranddag”.

Tallene ventes at stige

Alle poserne i disse kategorier blev benyttet ekstra flittigt, og skønsmæssigt returneredes omkring 75 procent af dem med i gennemsnit to kilo havaffald.

De har således bidraget med omkring 300 tons til indsamlingen af havfald, hvormed der 2019 alt i alt blev opsamlet og afleveret 500 tons havfald.

Til dette tal kan så lægges så lægge havfaldet fra de større havfaldssække.

Og Havmiljøvogterkampagnen forventer, at tallene vil stige yderligere de kommende år.

Tilstrømningen af nye medlemmer er stor og stabil, og de enkelte medlemmer bliver mere og mere aktive.

12 nye dispensere

I 2020 opstilles 12 nye dispensere med gratis havfaldsposer på forskellige danske strande.

Forsøg viser nemlig, at disse dispensere i sig selv har en selvstændig og meget positiv effekt på mængden af indsamlet havfald.

Søværnets Havmiljøvogterkampagne har som nævnt eksisteret siden 2006.

Med 25.000 frivillige til at spotte olie og samle affald på danske strande og vande er det den første og største fællesindsats til bekæmpelse af ”havfald”.

Søværnet får hjælp til kampagnen af blandt andet Spar Nord Fonden, Ny Form-butikkerne og Den Blå Planet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...