GENSKABT: Restauratør Hans-Henrik Pedersen fik vendt skuden efter vanskelig start ved overtagelsen for fem år siden

HOBRO: Ved indgangen til marts var det nøjagtig fem år sidenm år siden, at Hans-Henrik Pedersen overtog Restaurant Bies Bryghus i det historiske bryghus i hjertet af Hobro.

Starten var dengang vanskelig, men i dag er der god gang i den hyggelige restaurant, der har opbygget et stort stampublikum.

Turbulente år

Da Hans-Henrik Pedersen overtog restauranten, havde den været igennem et par turbulente år med skiftende ejere og svingende succes.

Det kunne Hans-Henrik Pedersen godt mærke.

- Selvom jeg på forhånd havde kalkuleret med, at det ville tage noget tid at få vendt skuden og få lavet det helt rigtige koncept og vinde kundernes tillid tilbage, var det alligevel et længere og sejere træk, end jeg på forhånd havde regnet med, erkender han.

- I starten havde jeg en del aftener med nul gæster i restauranten, og jeg gik her mutters alene.

Men jeg troede på stedet og fik stille og roligt bygget restauranten op om mine ideer og forandringer.

Succes med fredagsbar

- Men det tog næsten to år, og det var noget længere end jeg på forhånd havde regnet med, og det krævede virkelig, at jeg havde is i maven.

- Trods starten var jeg aldrig ved at kaste håndklædet i ringen, forsikrer han.

- I dag går det rigtigt godt i både restauranten og med selskabsarrangementer og mad-ud-af-huset.

Jeg får godt med bookinger til det hele, og restauranten har efterhånden opbygget et stort stampublikum.

- Vi er en restaurant for alle med god vellavet mad, serveret i nogle historiske og uformelle rammer.

Vores køkken kan vel bedst beskrives som lidt ”fusion” bygget op omkring nogle klassiske danske retter.

- Vi er ikke en fin restaurant, men et sted, hvor alle kunder er velkomne, hvad enten de ønsker en tre-retters menu en enkel ret, uddyber Hans-Henrik Pedersen, der også har fået succes med fredagsbar i restauranten.

- Hobro har i mange år manglet et sted, hvor man kan kigge ned en fredag eftermiddag og få en velskænket øl, omgivet af mennesker, hygge og god stemning.

- Det har vi fået skabt med nogle meget velbesøgte fredage og det samme om lørdagen.

Mangfoldighed i spisesteder

- Tidligere troede mange, at man ikke bare kunne komme ind for at drikke en øl, men det kan man altså.

Tilmed indretter vi et helt nyt lokale til formålet, så det bliver endnu bedre, fortæller Hans-Henrik Pedersen, der synes, at Hobro efterhånden har fået en række gode og forskellige spisesteder.

- Vi har måske ikke så mange spisesteder i Hobro. Men jeg synes, at vores styrke ligger i, at de ikke ligner hinanden, anfører han.

Restaurant Bies Bryghus ligger sammen med Bies Bryghus, der som et af de allerførste bryggerier i Danmark blev grundlagt af brødrene Anthon og Frederik Bie i 1841.

Bryggeriet har i tidens løb haft sine pauser, men i dag brygges der igen lystigt.

- Vi har et super samarbejde med bryggeriet, og vores øl i restauranten er selvfølgelig det øl, der brygges lige inde ved siden af.

- Det er også med til at understrege stedets historie og giver en meget mere autentisk oplevelse, end hvis vi havde haft noget andet øl i hanerne, formoder Hans-Henrik Pedersen.

Han prøver sig gerne frem med nye ideer, hvilket fredagsbaren er et godt eksempel på.

Dejligt gårdmiljø

- Vi ligger jo i et fantastisk gårdmiljø, som vi særligt i sommermånederne prøver at drage nytte af.

Det sætter både lokale og turister stor pris på.

- Samtidig arrangerer vi af og til aftener med livemusik, som har været meget velbesøgte, og hvor jeg i øvrigt indimellem selv spiller med i en jazztrio.

- På selskabssiden forbedrer vi hele tiden vores faciliteter og lokaler.

- Og vi kan nu rumme op til fire selskaber samtidig, hvilket i øvrigt kommer til at ske nogle gange i løbet af foråret.

Der er nemlig booket fantastisk godt op, lyder det afslutningsvist fra Hans-Henrik Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...