HUMANITÆRT: Afdelingen trådte også til over for nødstedte, som manglede indbo efter branden i en boligblok i Stoldalen i december

I begyndelsen af december opstod pludselig et meget lokalt hjælpebehov i Stoldalen i Hobro, som også kom til at involvere Røde Kors Hobro.

Det skete, efter at 18 beboere blev ramt af storbranden i boligblokken.

- De berørte beboere mistede det meste, og de er nu midlertidigt eller permanent genhuset, fortæller Lars Pedersen, bestyrelsesmedlem og pressekontakt for Røde Kors Hobro.

- Heldigvis organiserede ”en lille snarrådig gruppe med Dima og hendes familie og venner i spidsen” helt spontant en støtteindsamling af tøj, tæpper, legetøj, køkkengrej og lignende.

- Dermed var den umiddelbare hjælp sikret.

- Men i Røde Kors Hobro fulgte vi trop med tøj og sko, dyner og tæpper og med midler, der kunne hjælpe familierne til nyanskaffelser, hvor der var brug for det, uddyber Lars Pedersen.

Hjælp til de berørte

Fem frivillige fra afdelingen interviewede de berørte beboere og spurgte til deres behov.

Blandt andet tilbød Røde Kors at hjælpe med service, møbler og tøj efter behov.

- For alle de berørte familier er der tale om, at de har beskedne indtægter i form af kontanthjælp, pension, SU eller små lønindtægter, og alt i alt støttede vi med 53.000 kroner, beretter Lars Pedersen.

Han gør status over Røde Kors Hobros indsatser i det forgangne år.

Heraf fremgår, at Røde Kors Hobro langt fra kun uddeler julehjælp, men træder til hele året - og gør det både lokalt, nationalt og internationalt.

Julehjælpen

Julehjælpen, som i øvrigt fortrinsvis betales centralt, rakte ud til 110 familier i Hobro området, som hver fik et gavekort på 800 kr. til Coop’s butikker.

Hjælpen blev i år suppleret med superligafodbolde doneret af 3F Mariager Fjord.

Andre 30.000 kroner gik til støtte for ferielejre for børn, som ellers ikke ville have mulighed for at komme på ferie.

- Via partnerskabet med Egmont Fonden har vi endvidere ydet en hjælpende hånd til 38 udsatte børn og deres familier samt ni uledsagede flygtningebørn.

- De har fået støtte til kontingenter til fritidsaktiviteter, til sportstøj - og så der er råd til at holde fødselsdag, anfører Lars Pedersen.

- På nationalt plan valgte vi at donere 25.000 kroner til driften af sundhedsklinikker for mennesker uden opholdstilladelse.

International hjælp

- Der er tale om en stor gruppe, der ikke har adgang til at gå til lægen når de er syge, siger Lars Pedersen.

Det kan være mellemørebetændelse, sukkersyge, graviditet.

Klinikkerne, der ligger i landets tre største byer, drives i samarbejde med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp.

I 2019 gik Røde Kors internationale støtte til Syrien og til to af landsorganisationens venskabsprojekter i Rwanda og Pakistan med hver 25.000 kroner.

Projektet i Rwanda har som mål at fjerne diskriminerende lovgivning for marginaliserede grupper i visse landdistrikter.

Det drejer sig blandt andet om at sikre adgangen til uddannelse og sundhed.

Projektet i Pakistan handler om at opbygge evne til at modstå eftervirkningen af militære konflikter og risikoen for naturkatastrofer.

Hvis du vil være frivillig

- Endelig donerede vi 25.000 kroner til tæpper til internt fordrevne i Syrien, hvor krigen stadig driver befolkningen på flugt.

- Hjælpen til udsatte hér såvel som internationalt indgår i vores dna, pointerer Lars Pedersen.

Han efterlyser flere frivillige, som vi give en hånd med i genbrugsbutikken i den tidligere, 800 kvadratmeter store Fakta-bygning på Bies Plads.

Den trækker på 34 frivillige med skiftende vagter - fra få timer ugentlig til næsten daglig. Nogle bliver der længe, andre nøjes med en kortere periode.

Kanongod placering

- Butikken ligger kanongodt og centralt placeret den tidligere Fakta og giver et godt rygstød for vores arbejde i Hobro fastslår Lars Pedersen, der ud over at være pr-ansvarligt bestyrelsesmedlem såmænd leder Røde Kors Butikken.

Den giver et godt rygstød for arbejdet hos Røde Kors Hobro.

Cirka en tredjedel af omsætningen 1,1 millioner kroner i 2019 er blevet uddelte til humanitære formål lokalt, på landsplan eller ud i verden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...