Det blev fejret med roser og pindemadder, at hjemmet i Hobro har fået 475 nye kvm at boltre sig på

HOBRO: Der var en stor spand røde roser til fordeling blandt beboere, ansatte og frivillige, da Blå Kors Hjemmet på Ølsvej i Hobro fredag indviede sit nye aktivitetshus.

Giveren af de røde roser var vicegeneralsekretær i Blå Kors Danmark, Kresten Kragh-Schmidt.

Han påtog sig skylden for, at hjemmet i Hobro har måttet vente på huset i otte år. En investering til 7,2 mio. kr., som Blå Kors Danmark betaler.

- Det er en stor dag, som vi har ventet længe på! fastslog forstander Lars Thidemann, som har haft tegningerne til huset klar i tre et halvt år - og har en vision om at åbne det for offentligheden og invitere til foredrag mv.

- Sagt på jysk ser det ikke så ringe ud. Med den kreativitet, som beboere og medarbejdere er i besiddelse af, er jeg sikker på, at der vil åbne sig mange nye muligheder, sagde formand for hjemmets bestyrelse, Søren Winther Sørensen, mens køkkenet diskede op med pindemadder og kagetapas i et stort lyst fælleslokale, der har terrasse ud mod grønne omgivelser.

Arkitekt Hauge Bjerre, Fjorden Arkitekter i Hobro, har inden døre skabt rum til motion, terapi, massage, hobby og personalesamling.

- For dem, der tumler med misbrugsproblemer, er det ekstra vigtigt at have gode rammer, lød det anerkendende fra generalsekretær i Blå Kors Christian Bjerre, da han så sig omkring i huset.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...