Kommunen indbyder lokale virksomheder, der gerne vil sælge varer og tjenesteydelser - til orienteringsmøde i byrådssalen 27. februar

MARIAGERFJORD: Vil du gerne sælge varer eller tjenesteydelser til Mariagerfjord Kommune?

Så mød op onsdag 27. februar i byrådssalen på Hadsund Rådhus klokken 15 og få nogle fiduser til, hvordan du byder ind.

I løbet af halvanden time informerer kommunen i samarbejde med Mariagerfjord Erhvervsråd om kommunale udbud af varer og tjenesteydelser.

Her får du et overblik over kommunens udbud i 2019 og viden om, hvordan du afgiver tilbud på vare- og tjenesteydelser.

Om at vinde offentlige udbud

Ved samme lejlighed fortæller andre virksomheders om deres erfaringer med at vinde offentlige udbud.

Mødet er relevant for dig, der konkret vil vide mere om Mariagerfjord Kommunens udbud af varer og tjenesteydelser.

Men også, hvis du generelt er interesseret i at sælge til andre kommuner og offentlige institutioner, kan der være gevinst ved at møde op.

Ikke bygge- og anlægsopgaver

Mødet omhandler ikke kommunale udbud på bygge- og anlægsopgaver.

Det indledes klokken 15, hvor Mariagerfjords økonomidirektør Kim Jacobsen byder velkommen.

Herefter præsenterer Anni Rytter Clemensen, afdelingleder i Indkøb, kommunens udbudsplan for varer- og tjenesteydelser.

Hun udreder, hvordan du finder udbuddene, og hvilke spilleregler, der gælder - samt hvilke beslutningsprocesser og tildelingskriterier, afgørelsen træffes efter.

- Salg til det kommunale er for mange virksomheder en speciel udfordring.

- Det kan godt være svært at få overblik over de forskellige spilleregler, særligt hvad angår udbuds-, beslutningsprocesser og tildelingskriterier, medgiver Michael Christiansen, erhvervschef hos Mariagerfjord Erhvervsråd.

Hvis du ønsker succes

Efterfølgende præsenteres udbudsportalen Mercell, og fra Toyota Hobro beretter autoforhandler Ole Lihn om sine erfaringer med at byde på offentlige opgaver.

Anni Rytter Clemensen og Kim Jacobsen runder af.

- Hvis du ønsker succes med handel med kommunerne, kræver det et kendskab til sektorens struktur og de særlige procedurer.

- Det vil både vi og Mariagerfjord Kommune gerne hjælpe områdets virksomheder med, tilbyder erhvervschef Michael Christiansen.

Det er gratis at deltage i arrangementet på rådhuset mod tilmelding på Mariagerfjord Erhvervsråds hjemmeside www.mfer.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...