I Adelgade 44 hos Hobro Tandlægecenter er 58-årige klinikassistent Hanne Pedersen en institution

HOBRO: 40 år på én og samme arbejdsplads.

Så langt tilbage strækker 58-årige Hanne Pedersens arbejdsindsats som klinikassistent hos Hobro Tandlæge Center i Adelgade 44 sig.

Her kom hun 15. september 1978 i lære hos Jan Sand, der var assisterende tandlæge for tandlæge Elmer Arbov.

Små to år senere tog tandlægerne Askov & Bonde Pedersen over og drev klinikken frem til august 2013.

Siden da har tandlæge Ruzbeh Asbert plejet patienternes tænder - stadig med assistance fra Helle Pedersen som i dag en af to klinikassistenter.

Hun har nydt sit arbejdsliv

Helt fra dag et har Helle Pedersen nydt sit arbejdsliv, hvad enten hun har befundet sig i receptionen eller stået standby ved tandlægestolen.

- Jeg elsker den nære kontakt til patienterne og glæder mig hver eneste gang, jeg ser glade og tilfredse kunder gå herfra.

- Når man har været samme sted så længe som jeg, så har man jo kendt mange af vore kunder i mange år.

- Så det bliver tit til en snak om løst og fast - om hvordan, deres børn, som jeg jo også har mødt, klarer sig og er kommet videre i livet.

Kontakten med patienterne

- Af og til bruger kunderne mig også, hvis de har behov for at læsse af.

- Og så gør det mig glad at mærke, når kunderne føler sig trygge ved at møde et velkendt som mit - fordi jeg jo har været her i så mange år.

- Men jeg holder også meget af stå ved patienterne og hjælpe til, når de behandles i klinikken.

- Især finder jeg det spændende at at være med til at genopbygge en dårlig tand og se, hvor flot den kan blive, fremhæver hun.

Arbejdsglæden smitter i den grad af på arbejdskollegerne - herunder tandlæge Ruzbeh Asbert, der fortsat har sin første sygemelding fra Helle Pedersen "til gode".

Stabil og altid glad

- Helle er utrolig glad og stabil - altid med et smil på læben. Man mærker jo, hvor hyggeligt hun har det med patienterne - og de med hende.

- For klinikken er det en stor gevinst at have en erfaren medarbejder, som er fortrolig med alt udstyret.

- Helle tilhører det grå guld, og som 58-årig har hun forhåbentlig mange gode år tilbage på arbejdsmarkedet, kvitterer Ruzbeh Asbert.

Når tandlægen var skrap

Mange giver også udtryk for, at de føler sig trygge ved at straks møde et velkendt ansigt, når de kommer til tandlægen.

- For enkelt kunder kan det nemlig godt være en ubehagelig oplevelse og noget af en overvindelse at skulle gå til tandlæge.

- Ofte fordi, de har haft nogle dårlige tandlægeoplevelser i barndommen - og måske fået en hårdhændet behandling og sågar et par flade lussinger, fordi tonen hos fortidens skoletandlæger kunne være ganske hård, reflekterer Helle Pedersen.

Hun har stort respekt for, at smertetærsklen kan svinge stærkt fra patient til patient.

I gode hænder

- Vi har da oplevet patienter med grimme barndomsoplevelser rejse sig og forlade klinikken, før vi overhovedet er gået i gang - slet og ret fordi de fordi de føler sig meget bange.

- Vi lægger også ører til barske beretninger, såsom at tandlægen nærmest måtte op nat stå på maven af patienten for at trække en visdomstand.

- Det er altid de dårlige historier - aldrig de gode - patienterne mindes fra fortiden.

- Og operationer kan jo vitterligt være voldsomme.

- Men heldigvis befinder patienten sig i gode hænder og under fuld bedøvelse, når vi arbejder, beroliger hun.

Sodavands-generationen

Til gengæld kan begrebet "nul-huller-generationen" godt bekymre hende.

- For det holder desværre ikke i længden. Sodavandsgenerationen har taget over.

- Nu om dage afleverer skoletandlægen altid børnene med et perfekt og fejlfrit tandsæt.

- Men mange unge sløser desværre efterfølgende med tandhygiejnen. De drikker masser af cola og sodavand og vælger typisk tandlægen fra, fordi de jo nu selv skal betale.

- Det har vi set mange graverende konsekvenser af.

- Bare få års regulært syrebad af tænderne sætter dybe spor og giver masser af huller, og fem år efter skoletiden må nogle unge allerede i gang med rodbehandlinger.

- Allerværst for tænderne er det, når vi hver halve time lige skal drikke lidt cola igen - og igen og igen - så syrekoncentrationen ikke når at falde ned. Det er som at bade tænder i konstant syre, advarer Helle Pedersen.

Jobvalg gav sig selv

Privat har hun tre voksne børn og bor nær Glenstrup Sø med sin samlever - omgivet af smuk natur og brægende får.

Helle Pedersen voksede op i Rostrup, fortsatte siden på Valsgaard Skole og kom som 18-årig i mesterlære i Adelgade 44 - med to aftener om ugen på skole.

Valget af erhverv gav helt sig selv oven på Helle Pedersens klassiske, ungelange erhvervspraktik i niende klasse - hos en tandlæge i Arden.

Den uge cementerede retningen for et karriereforløb.

På sin jubilæumsdag på lørdag er Helle Pedersen ude at rejse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...