Positive erfaringer fra Demenscenter Skovgården i Hadsund hyldet som ”Årets Demensindsats 2019” ved topmøde i Aarhus

HADSUND: Sang og musik forbedrer livskvaliteten for mennesker med demens.

Det ved man en hel del om i Mariagerfjord Kommune takket være indsatsen på Demenscenter Skovgården i Hadsund.

Det har udmøntet sig i projektet ”Sang og Musik”, som Demensalliancen bruger som afsæt for at hylde netop Mariagerfjord som vinder af årets demensindsats.

Mere demensvenligt Danmark

Ved Demens Topmøde 2019 lancerede Demensalliancen nye visioner for et demensvenligt Danmark sammen med Aarhus Kommune - og hyldede samtidig demensindsatsen i landets kommuner.

Og det var her, at Mariagerfjord Kommune vandt ”Året Demensindsats 2019”.

Hvert år hylder Demensalliancen de opfindsomme og stærke indsatser, som gør en stor forskel for mennesker med demens og for deres pårørende.

Skaber sociale fællesskaber

- Sang og musik skaber sociale fællesskaber, som styrker kommunikation og relationerne mellem medarbejderne og borgeren.

Og den øger livskvaliteten og reducerer hyppigheden af angst, depression og vredesudbrud.

- I Mariagerfjord Kommune har man gode erfaringer med brug af sang og musik i demensplejen, lyder begrundelsen får at kåre Mariagerfjord Kommunes tilgang til mennesker med demens.

Markant positiv effekt

Projektet, som har kørt siden november 2018 og netop er afsluttet, dokumenterer, at sang og musik har en markant positiv effekt på mennesker med demens .

En meget glad Jan Andersen (UP), udvalgsformand for Sundhed og Omsorg, sad på stolerækkerne til demens topmødet i Aarhus, da kommunen fik prisen for årets demensindsats.

- Jeg er meget stolt. Uanset hvor, du er i livet, så skal du have det godt.

- Vi har erfaret, at sang og musik i den grad forbedrer livskvaliteten for mennesker med demens og deres pårørende, og derfor fortsætter vi selvfølgelig arbejdet.

- Også vores personale er glade for at bruge sang og musik, fordi det kan vende svære plejesituationer til noget rart, fremhæver Jan Andersen.

Demenscenter Skovgården

- Vi har primært brugt musikterapi på vores Demenscenter Skovgården, som er et af otte plejecentre i kommunen.

- Vi ser jo, at musikterapi har en enorm positiv betydning.

- Derfor glæder det mig, at vi nu har fået bevilliget penge fra Sundhedsstyrelsen til at gennemføre projekt ”Sang og Musik” på tre centre og i to hjemmeplejer, uddyber udvalgsformanden.

I projektet samarbejdes der med Aalborg Universitet og Demensliv om at sikre kompetenceudvikling af både medarbejdere og ledere gennem faglig undervisning.

Kulturændring for personalet

I den forbindelse er godt 230 ledere og medarbejdere i kommunens hjemmepleje og plejecentre blevet undervist i, hvordan man bruger musik og sang i demensplejen.

- Det har da været noget af en kulturændring for vores personale at bryde ud i skønsang.

- Men vi kan bare se, at det virker, når vi sætter os selv i spil, siger sundheds- og ældrechef Tue von Påhlman om den nye tilgang til plejen af mennesker med demens.

- Vi vil være en demensvenlig kommune, som forbedrer tilværelsen og livskvaliteten for mennesker med demens

- I takt med et øget antal af mennesker med demens- og demenslignende symptomer i ældreplejen, oplever vi, at projektet med sang og musik bidrager med en række erfaringer til fortsat at udvikle og sikre en høj faglig kvalitet i plejen og omsorgen til borgere med demens og deres pårørende, tilføjer Tue von Påhlman.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...