KULTURTALLERKEN: Entertainer og sangskriver Jan Svarrer i Arden 19. marts

ARDEN: Sæsonens sidste Kulturtallerken-arrangement i Arden bliver et musikalsk standup-show med entertainer og sangskriver Jan Svarrer.

Med sin guitar og sine skæve sange om vat- og havenisser, desperadoer og ægte romantikere, angriber Jan Svarrer tingene fra nye vinkler med så megen humor og selverkendelse, at ikke ét øje er tørt.

Konedøv

Og i sit nye show ”Konedøv” har han samlet en buket af nye sange og favoritter fra bagkataloget, der går lige i flæsket på parforholdets trummerum.

Jan Svarrer bliver i Arden akkompagneret af den ligeledes parforholds-prøvede pianist Kristian Fogh.

Han er kendt fra samarbejdet med Henning Stærk, Mike Andersen, Lars Lilholt og andre.

Sæsonens sidste Kulturtallerken-servering i Kulturhuset er i øvrigt programsat til torsdag 19. marts.

Rent kulinarisk byder aftenen på pulledpork burger med coleslaw og smørristede kartofler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...