Sara Elmgreen Elofsson har ADHD - men hos Matas i Hobro fik hun en chance

HOBRO: - Hele mit liv har været en følelsesmæssig rutsjebane.

- Som barn var jeg den ukoncentrerede pige, der altid skulle pille ved et eller andet eller bare sad og dagdrømte.

- Og jeg har ofte haft svært ved at styre mine følelser. Enten er jeg vildt ovenud glad - eller også befinder mit humør sig i kulkælderen, men kommer da heldigvis ret hurtigt op igen.

Med det afsæt henvendte dengang 23-årige Sara Elmgreen Elofsson sig en sommerdag i 2015 hos Matas i Adelgade i Hobro for at spørge til en praktikplads.

Altså for næsten tre år siden.

Sara har ADHD, som hun tager medicin for. Tre udredninger - "sindssygt hårdt" - har hun været igennem.

Hun lagde alle kortene på bordet.

Det skræmte ikke Saras daværende chef, Pia Hansen.

Og i den forgangne uge afviklede Sara så sin praktiske fagprøve.

Den 26-årige kvinde, som bor i Øster Hurup med sin kæreste, er en værdsat elev hos Matas og udlært med udgangen af september.

Vær ydmyg og lyt

ADHD viser sig blandt andet ved impulsivitet, uopmærksomhed og udadreagerende adfærd over for omgivelserne.

Af sin værkstedschef på produktionsskolen fik hun i sin tid det råd at forsøge at kontrollere sit temperament, være mere ydmyg, lytte og tage imod et godt råd, selvom man måske ved bedre.

Sara besluttede, at hun så at sige ville øve sig hos nogle praktiksteder og føle sig bedre rustet den dag, drømmepraktikpladsen hos Matas kom i spil.

Det gjorde den hurtigere, end Sara følte sig klar til.

Kortene på bordet

Men hun søgte praktikpladsen og gik ved ansættelsessamtalen til sagen uden omsvøb.

- Selv om jeg var frygtelig bange for at brænde min chance for en plads hos Matas, fortalte jeg, at jeg har ADHD, havde svært ved at komme op om morgenen - at jeg ikke altid er mig selv - har brug for struktur, har haft meget fravær i skolen, og at jeg faktisk er ved at være gammel i forhold til at være praktikant, husker Sara.

- Mange tænker jo, at sådan en med ADHD nok kravler rundt gardinerne og er ikke til at styre.

- Men at undlade at fortælle om min situation falder mig alt for svært.

- Så jeg var ret sikker på, at slaget på forhånd var tabt, forventede Sara Elofsson dengang.

Tillidserklæring

Afslag havde hun før fået nogle stykker af.

Men ansøgerens mange udfordringer skræmte ikke Saras daværende chef, Pia Hansen:

- Flot, at du er så ærlig, for så har vi noget at arbejde med. Og vi lægger stille og roligt ud.

- Brug mig ikke kun som chef - men som veninde.

- Og hvis du har svært ved at komme ud af sengen, da ring til mig.

- Så finder vi ud af, om du den dag skal blive hjemme, eller om du bare har brug for at hyggesnakke, inden du står op, mindes Sara forløbet af den ansættelsessamtale.

Det var en tillidserklæring, som battede noget.

- Jeg var bare så lykkelig. Græd af glæde. Endelig nogen, der ville give mig en chance som den, jeg er.

I praktik - og så i lære

- Vi aftalte et praktikforløb, der skulle hjælpe mig med at få struktur på min hverdag og videre til en anden arbejdsplads med en god anbefaling.

Men Matas endte med at beholde mig, og efter halvandet års praktik afslutter jeg til oktober to års elevtid her, og jeg føler, jeg har rykket mig rigtig meget.

- Lært at være fokuseret over for kunden.

- At være kreativ og tænke ud af boksen har altid ligget til mig, og jeg elsker at sælge beauty-produkter som her hos Matas, siger Sara Elofsson, som har håndteret forløbet med et minimalt fravær.

Det seneste lille års tid har Helle Pedersen været butikschef.

Tilfreds butikschef

- Og jeg er meget tilfreds med Sara, som er meget serviceminded og en rigtig dygtig sælger, som gerne bruger megen tid på kunderne, forsikrer Helle Pedersen.

- Sara vil ikke behandles anderledes, fordi hun har sin diagnose, og hun er næsten altid en glad pige.

- Men undervejs har vi også haft mange snakke - specielt om at tackle de fejl, man uvægerligt begår, på den rigtige måde.

- Det handler om, at hun undgår uhensigtsmæssige udbrud, som jo knytter sig til det at have ADHD, hvor man ikke lige besidder det mellemfilter, vi andre har, og derfor meget hurtigt kan blive vred.

- Jeg tror, det hjælper hende, at vi fastholder opmærksomheden på den side af Sara, for hun har gjort kæmpefremskridt, roser Helle Pedersen.

Sidste uge har kunder i Matas så oplevet Sara tilbyde håndmassage, kvik-makeup på kunderne, lægge foundation, pudder, øjenskygge, mascara eller kindrødt.

En af dagene tilbød Sara at analysere kundernes hud. Fastslå, i hvilket omfang huden er tør, uren eller helt fin og herefter anvise de rigtige produkter.

Det hele med afsæt i det japanske mærke Shiseidos, der blandt andet fremstiller dufte og creme, og som Sara har fokuseret på i sin fagprøveuge.

Også reklame via småløbesedler, flyers og omtale via sociale medier indgår.

Bagefter skal hele forløbet rapportere skriftligt, og 18. juni venter eksamen så på Handelsfagskolen i Odder.

- Jeg synes, jeg har gjort store fremskridt og arbejdet rigtig meget med min korte lunte.

- Her har kollegerne i Matas bare betydet rigtig meget for mig, lyder det meget anerkendende fra Sara Elmgreen Elofsson.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...