Gildemester Frede Mortensen fordelte de 18.000 kroner ligeligt mellem Janni Jensen fra Red Barnet Mariagerfjord, Familiegruppen - Emil Niss, aktiv spejder samt De Blå Pigespejdere i Hobro

HOBRO: Tre donationer på hver 6000 kroner skiftede forleden ejermand.

Som den glade giver havde Sct. Georgs Gilderne i Hobro inviteret til en lille sammenkomst i lokalerne på Banegårdsvej i Hobro, hvor gilderne i anledning af den internationale Sct. Georgs Dag uddelte pengegaver.

Gildemester Frede Mortensen fordelte de 18.000 kroner ligeligt mellem Janni Jensen fra Red Barnet Mariagerfjord, Familiegruppen - Emil Niss, aktiv spejder samt De Blå Pigespejdere i Hobro.

Familiegruppen

Førstnævnte familiegruppe forsøger at give familier og børn med økonomiske problemer, sociale problemer og netværksproblemer mulighed for at lette problemerne.

Familiegruppen arrangerer årligt en halv snes oplevelser af forskellig art - herunder en udflugt til Fårup Sommerland og en sommerlejr for udsatte børn.

Hvad Emil Niss angår, så går han på Mariagerfjord Gymnasium, men har også tid til en aktiv spejdertilværelse.

Til verdensjamboree i USA

Emil Niss har søgt om tilskud til verdensjamboree i West Virginia, USA, hvor der i år rettes fokus på friluftsliv, ledelsesudvikling og globalt borgerskab.

Efter hjemkomsten har Emil Niss lovet at dele sine erfaringer og oplevelser med Sct. Georgs Gilderne.

Endelig betænkes De Blå Pigespejdere i Hobro.

De blå Pigespejdere i Hobro

Gruppen har tilholdssted på Smedevej, og de har lige bygget en bålhytte.

Deres donation skal bruges til et bålsted med bålrist.

Vibeke Gildsig og Anette Smed fra Kærnegruppen i Hobro tog imod pengene.

- Vi havde en hyggelig sammenkomst og kunne glæde os over en meget stor entusiasme blandt modtagerne.

- Så der hersker ingen tvivl om, at vores penge i år er givet godt ud, bemærker Jan Michelsen fra de glade, givende gilder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...