Fredag gik det løs med Mariagerfjord Kultursskoles største produktion nogensinde i Rosendal Idrætsforum

HOBRO: Teater, sang, dans, billedkunst og et hav af musikgenrer gik op i en højere enhed, da Mariagerfjord Kulturskole i aftes inviterede til kulturskolegalla i Rosendal Idrætsforum.

Ikke færre end 350 børn, unge og voksne kulturskoleelever var på scenen sammen - på tværs af alder, fag og stilart.

- Det er den største produktion, vi har lavet nogensinde - både set i forhold til antallet af medvirkende men også i forhold til det scenetekniske, fortæller kulturskoleleder Finn Svit.

- Både storskærm, lys og lyd er med til at give den helt rigtige ramme, hvor eleverne bliver både stolte og glade over det, de skaber sammen, siger han.

Det hele blev flettet sammen af historien om instrumentet "Bas", der har en identitetskrise og drager ud i verden for at blive klogere på sig selv.

- Undervejs møder den forskellige mennesker og forskelligt musik - lige fra Hobro Garden til rock, klassisk og en godnatsang. Og den finder ud af, at bassen hører til i alt musik, fortæller underviser Sonja Paulsen, der har skrevet fortællingen.

13-årige Emma Christensen går til scenekunst på kulturskolen hver onsdag og har haft travlt med at øve sine replikker til hovedrollen som "Bas":

- Det har været meget overvældende at skulle stå på egne ben uden resten af teaterholdet. Men heldigvis var de også med undervejs, så det var lidt trygt.

- Jeg synes, det er hyggeligt, der er så mange forskellige elever med i stykket. Mange har man jo set før, og så er det sjovt at se, hvad det er, de laver, siger hun.

18-årige Michelle Djørup Hansen var på scenen sammen med resten af kulturskolens klassiske sangere.

- Det er stort og glamourøst, og det er fedt, at det ikke kun er musik men også dans, teater og billedkunst -at det er så bredt, og omfavner så mange.

I løbet af det to timer lange show mødtes Hobro Garden, klassiske og rytmiske sangere, sammenspilshold, instrumentalelever, voksenkoret "Stay On The Beat", lungekoret, spirekoret, juniorkoret, forskoleholdet, talentklassen, Ishusets Big Band, billedkunstelever, danseelever og dramaelever.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...