fest: Programmet var udvidet ved den 10. udgave af Funky Festival

HØRBY: Fredag gik det løs med 10. udgave af Funky Festival på Rosendalskolens sportsplads ved Hørby.

Omkring 600 børn fra Mariagerfjords otte SFO’er var samlet til en festlig dag, og heldigvis forsvandt regnskyerne i takt med, at der kom gang i festivalen.

Alle SFO’er sørgede for et eller flere musikalske indslag, og der var både gruppe- og solooptrædener på scenen, hvor et fem mand stort liveband stod klar til at akkompagnere. De unge sangstjerner optrådte med selvvalgte numre, som de har øvet på i flere uger - lige fra nye og gamle MGP-sange til rockklassikere.

Der blev også tid til at klatre rundt i oppustelige bolde og lege med virtual reality.

Jesper Falch satte traditionen tro gang i danselysten med et festligt stomp-show.

Kommunens naturvejleder og Valsgaard SFO var gået sammen om et 10 meter højt tårn med svævebane.

- I år er jubilæumsår, så der har vi givet den lidt ekstra, fortæller Per Hvidbak Østergaard, leder af Rosendalskolens SFO, der er vært for festivalen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...