Som ung i halvfemserne var Bubber syv år i træk konferencier hos Cirkus Arena - nu sætter han selv sit præg på forestillingen, som lander i Hobro på fredag

HADSUND: Fredag den 17. maj kl. 14 spiller Cirkus Arena i Ambu Parken Hobro, og i år står Niels Christian Meyer alias Bubber bag forestillingen.

Sammen med familien Berdino har Bubber udvalgt årets artister, og i forestillingen bliver det hans opgave at undersøge og afdække cirkus’ magiske verden sammen med publikum.

Som konferencier har Bubber taget tøjlerne og samlet alt det, han synes hører til i et rigtigt cirkus.

Resultatet kan du altså tjekke af i manegen på fredag i det karakteristiske, rødgule cirkustelt ved Ambu Parken i Hobro.

Cirkusverdenen er ikke uvant for Bubber.

I 90’erne var han konferencier i Cirkus Arena syv år i træk, og i 2019 vender han altså tilbage - ovenikøbet med sin helt egen cirkusforestilling.

Magien ved cirkus

Bubber fortæller:

- Jeg har tit tænkt tanken, at det kunne være sjovt at lave min egen cirkusforestilling. Nu er drømmen endelig gået i opfyldelse.

- For mig har cirkus altid været poetisk.

- Det, der fascinerer mig mest ved cirkus, er hele magien omkring det.

- At cirkusteltet på magisk vis står rejst, når byen vågner, og at teltet er væk igen senere samme aften, når forestillingen er slut.

- Når cirkus har forladt byen, går der et helt år, før det kommer tilbage, men artisterne og cirkusfolkene rejser videre rundt og laver deres optræden aften efter aften.

- Og med ”Cirkus ifølge Bubber” har jeg sammen med familien Berdino samlet alt det, jeg synes hører til i en rigtig cirkusforestilling.

- Alle de artister, I vil møde har en drøm og et helt særligt talent, og der ligger timevis af træning bag.

Muskel- og hestekræfter

Både anmeldere og publikum har taget godt imod årets forestilling, hvilket i sagens natur glæder cirkusfolkene, som i flere byer har meldt udsolgt.

Årets forestilling er fyldt med muskel- og hestekræfter. Med Bubbers fortælling i spidsen møder publikum blandt andre de stærkeste håndstandsartister, som viser deres utrolige kræfter, når de balancerer i luften.

Bubber får også besøg af Viborgs egen Cirkusprinsesse Laura Berdino og hendes smukke brune araberhingste, samt de frygtløse motorcykelkører fra Diorios, som i 2019 vender tilbage i manegen.

Mange af de børn, der oplevede Bubber i 90’erne, har selv stiftet familie, og nu er muligheden for at give cirkusmagien videre til deres egne børn altså kommet.

En del af cirkusfamilien

Bubber udgør en del af cirkusfamilien.

For 20 år siden tilbragte han og familien Berdino syv somre sammen på turné, hvilket efterlader en følelse af at være tilbage igen.

Som cirkusdirektør Benny Berdino udtrykker det:

- Vi er meget glade for de flotte tilkendegivelser, vi har fået for årets forestilling.

Og jeg er utrolig glad for at have Bubber med på holdet igen, og for de mange talentfulde artister, vi har samlet.

De gør det alle sammen helt fantastisk.

- Dejligt at opleve, når både børn, voksne og ældre samles om vores forestilling og får en fælles oplevelse, som de kan tale sammen om længe efter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...