Niels Arden Oplevs filmatisering af Puk Damsgårds roman om danske Daniel Ryes 398 dage som gidsel hos Islamisk Stat i Filmteatret

HOBRO: Ser Du Månen, Daniel - er Niels Arden Oplevs skildring af den, unge danske freelancefotograf Daniel Rye’s ulidelige 398 dage som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien.

Den kan du se i Filmteatret fra på torsdag.

Filminstruktør Oplev, som har taget navn efter sin egen opvækst-lokalitet mellem Valsgaard og Oue, sætter levende billeder på den selvoplevede fortælling, Daniel Rye længe har rejst land og rige rundt med, og som DR-journalist Puk Damsgård siden skildrede i bogform.

Daniel Rye sad som gidsel sammen med flere andre udlændinge - herunder den amerikanske journalist James Foley, hvis henrettelse på vanlig bestialsk vis blev live-transmitteret over nettet og set af alle dem, som ikke kan holde sig væk fra den slags.

Gidselforhandling

I filmen følger vi Daniels kamp for overlevelse i fangenskab, hans venskab med James - og hvordan hans familie hjemme i Danmark håndterer frygten for, at deres søn aldrig kommer hjem.

Midt i krisen står den danske gidselforhandler, Arthur, der får en afgørende rolle i befrielsen af Daniel.

I den store hovedrolle som Daniel Rye ses tidens store danske filmdarling - Esben Smed.

Filmmageren

Og som gidselforhandler Arthur, der får en nøglerolle i at mægle mellem Daniels familie og ISIS, yder Anders W. Berthelsen sin sjette indsats i en film af Niels Arden Oplev.

Filmmanden har blandt andre Portland, Drømmen, Kvinder Der Hader Mænd og To Verdener på sit cv, ligesom han har instrueret adskillige afsnit af danske tv-serier som Taxa og Ørnen.

Niels Arden Oplev opererer nu om dage fortrinsvis i det amerikanske tv- og filmmiljø, men tog sig heldigvis tid til at omsætte Ser Du Månen, Daniel til de celluloid strimler, man ikke længere producerer film af.

Toy Story - afsnit 4 - indtager nu biograferne.

Woody har altid følt sig sikker på, hvad hans plads i verden var, og at hans opgave er at tage sig af sit barn.

Om det så er Anders eller Bolette.

Toy Story 4

Da Bolettes nye, hjemmelavede stykke legetøj, Gafli, erklærer, at han er “skrald” og ikke legetøj, påtager Woody sig ansvar for at vise Gafli, hvorfor han bør vedstå at være et stykke legetøj.

Men da Bolette tager hele gruppen med på familieferie i en autocamper, bliver Woody ført ud på en uventet omvej, hvor han blandt andet genforenes med sin gamle, forsvundne ven Bodil.

Efter flere år på egen hånd står Bodils eventyrlyst og omrejsende liv i skarp kontrast til hendes skrøbelige porcelænsydre.

Woody og Bodil indser, at de ser meget forskelligt på, hvad livet som legetøj bør rumme, men det viser sig hurtigt at være den mindste af deres bekymringer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...