TEATER: Himmerlands Teater vil på lørdag gerne se publikum og andre teater-interesserede, når sæspnprogrammet præsenteres

HIMMERLAND: Vil du vide, hvad Himmerlands Teater byder på i den kommende sæson?

Da møder du selv op lørdag 6. juni klokken 11 til 13, hvor programmet præsenteres for ”vores publikum og andre interesserede”.

- Danmark begynder så små at lukke op, og det gør vi selvfølgelig også.

Det har været en hård tid at komme igennem med mangel på både det ene og det andet. Men især mangel på oplevelser og fysisk kontakt.

Det råder vi en lille smule bod på ved at invitere vores publikum og alle andre interesserede ned på Himmerlands Teater.

Alle er velkomne

Kom lørdag 6. juni ned på Sdr. Kajgade og hør om den nye sæson.

Og mød nogen af de skuespillere og andet godtfolk, der vil være at finde på teatret i det kommende teater år, inviterer teaterleder Susanne Sangill.

Den helt og aldeles nytrykte sæsonbrochure ligger klar, og både teaterleder Susanne Sangill og flere andre fra teatret, vil være klar til en snak og alt mellem himmel og jord.

Men mest om teater.

Værterne byder på et glas vin eller øl og en is til børnene.

- De skal nemlig med, idet sæson 20/21 byder på ikke mindre end to store eventyrlige familieforestillinger (i samarbejde med Teaterkredsen Mariagerfjord) plus vores julebørneforestilling for mindre børn.

Vi glæder os til at se jer – med politisk korrekt afstand, håndsprit og hele baduljen.

Og så krydser vi alle finger for, at vi - når sæsonen rigtig begynder - igen kan rykke sammen i teatrets forjættende mørke, lyder teaterleder Susanne Sangills fromme håb.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...