Christina Bjørkøe kan opleves på Mariagerfjord Gymnasium 7. april.

HOBRO: Søndag 7. april klokken 15 kan man høre en af Danmarks bedste pianister, Christina Bjørkøe, give koncert på Mariagerfjord Gymnasium hos Hobro Musikforening.

Christina Bjørkøe har indspillet alle Carl Nielsens klaverværker og Bach’s Goldberg-variationer og dertil mange andre indspilninger af andre danske komponister som Niels Viggo Bentzon, Knudaage Riisager, Herman D.Koppel, Axel Borup-Jørgensen og Vagn Holmboe.

Christina begyndte at spille klaver som 5-årig hos sin mor, og et par år senere blev hun elev af Therese Koppel, og senere af blandt andet Anne Øland på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Udover en omfattende koncertvirksomhed virker hun som professor ved Det Fynske Musikkonservatorium.

Ved koncerten i Hobro spiller hun Bachs Partita i e-mol, Nielsens Chaconne, Nordentofts Skræppeblade og Schubert: Sonate i G-dur D 894.

Koncerten er den 10. og sidste i Musikforeningens regi i denne sæson. Bestyrelsen er ved at lægge sidste hånd på programmet for 2019-2020, der begynder med Den Danske Strygekvartet lørdag den 14. september, en koncert der gennemføres takket være ekstraordinær støtte fra blandt andet Augustinusfonden.

Planerne for de kommende koncerter vil i øvrigt blive fremlagt ved generalforsamlingen torsdag den 9. maj kl. 16.30 på Hobro Bibliotek.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...