Peter Larsen og Diana Hjeresen, Døstrupvej 149, har indledt samarbejde med Sikring Nord A/S fra Sæby

HOBRO: Sæby-firmaet Sikring Nord A/S, der beskæftiger sig med alarm og overvågning, har for nylig etableret afdeling i Hobro - med sigte på Himmerland og områderne syd for.

På Døstrupvej 149 har firmaet fra det nordligste Danmark indledt et samarbejde med to lokale inden for sikringsbranchen, Peter Larsen og Diana Hjeresen.

- Vi tilbyder sikring af flere arter til virksomheder og private.

- Vores fokus område vil være store og små virksomheder og kommunale institutioner, præciserer parret.

Individuelle behov

- Om kunden ønsker tv-overvågning med to-tre kameraer, en tyverialarm med flere alarmpunkter eller adgangskontrol, således at der er styr på, hvem der kommer og går i bygningen, er jo meget individuelt, pointerer de to.

- Vi går ikke efter at være de billigste på markedet, men ønsker at være sparringspartner for kunden.

- Vi vil gerne råde og vejlede til den løsning, som vi tror er til glæde og gavn for vedkommende, uddyber Peter Larsen, tekniker, og Diana Hjeresen, der klarer det administrative.

Geografisk definerer de to deres marked for tyverialarmer, adgangskontrol og tv-overvågning for primært erhvervskunder i Himmerland og det midt- og østjyske i byer som Viborg, Randers og Aarhus.

At være en del af noget

Længe har Peter Larsen og Diana Hjeresen gået med en drøm om at blive selvstændige - eller ”så godt som”.

De arbejdede i en virksomhed med henblik på at kunne overtage den en gang med tiden.

Sådan skulle det ikke gå.

Siden fandt de en relevant samarbejdspartner i Sikring Nord A/S - et veletableret firma fra Sæby, som har mange års erfaring.

- Både de og vi kunne se gevinsten ved et samarbejde, og dermed fik vi dannet et alarmselskab, som vi selv var en del af.

- Vi har brændt efter at kunne være en del af noget. Altså være medejer i et firma og være dem, som bestemmer i virksomheden.

- Ikke bare følge trop, men gå ud og rådgive. Sige til kunden, hvad der vil kunne løse hans eller hendes problemstilling, forklarer Peter Larsen og Diana Hjeresen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...