BIOGRAF: Filmteatret nærmer sig sin første sæson på egne ben - og man kan godt bruge en snes ekstra frivilligebiografvagter

Det er faktisk sjovt at være frivillig hos Filmteatret i Hobro.

Men der kan sagtens være nogle flere til at tage en vagttørn i ny og næ.

Specielt savner man lige nu flere, der vil tage en biografvagt i weekender.

Giver du et nap med som en del af vagtstaben, får du til gengæld lov at se alle de film, du lyster,

Sådan lyder status et lille års tid efter, at foreningen Filmteatret Hobro sagde ja til at stå på egen hånd - mod at få et større tilskud - som siden er blevet beskåret igen.

Og uden længere at kunne trække på en fastansat leder.

I dag drives foretagendet helt og holdent på frivillig basis.

- Og det har bestemt været en spændende tid at være en del af.

- Men nogle gange har det altså også givet udfordringer med at få vagtplanen til at gå op, erkender Preben Christensen, kasserer i bestyrelsen og aktiv i Filmteatrets ve og vel helt fra starten.

Pres på i ferier og weekender

- Navnlig har vi haft det lidt svært i ferier og weekender.

- Derfor har vi brug for en halv snes flere frivillige at trække på - mænd og kvinder i alle aldersgrupper, som kunne tænke sig at tage en tørn med, hvad enten du har lyst til at passe kiosken, sælge billetter eller gerne vil oplæres som operatør.

- Vi har brug for alle hænder - når bare du har lyst til at være med, forsikrer Preben Christensen.

For de frivillige giver det god mening at arbejde for Filmteatret.

Catja tager børnene med

Eksempelvis har 36-årige Catja Baltsersen, Hobro været med i to år.

Hun passer både kiosk og filmfremviser, og så elsker Catja Baltersen at se film.

- Tit tager jeg mine to børn på otte og 13 år med, når jeg har vagt, for det er godt at være sammen om noget med sine børn.

- Og ofte er jeg også sammen med min veninde, Jonna.

- Vi udgør et godt team, og så kan vi se alle de film, vi har lyst til, fremhæver Catja Baltersen.

Ydermere har de to veninder påtaget sig ansvaret for at holde brugerne af Facebook og Instagram orienteret om, hvad der foregår i den lokale biograf.

Tit finder de på små konkurrencer.

Vild med edb

Fra Arden bidrager 60-årige Anita Andersen med at holde Filmteatret kørende i operatørrummet.

- Egentlig passer jeg kiosk, men jeg kan sagtens håndtere fremviseren, idet jeg er ret vild med edb.

- Og det at vise film i dag foregår jo ikke med de gamle filmruller, men netop via internet og edb, pointerer Anita Andersen.

Både hun og familien holder meget af at se film.

- Men jeg holder også meget af at arbejde som frivillig.

- Og at gøre det for Filmteatret er en dejlig opgave, fordi for man møder så mange mennesker der.

- Tilmed synes jeg hele tiden, jeg lærer nye ting. Dét giver mig meget.

- Og så kan jo også se alle de film, jeg har lyst til.

- Det er jo lønnen for at være frivillig, tilføjer Anita Andersen.

Mange special-arrangementer

Nu om dage samarbejder Filmteatret med forskellige foreninger og virksomheder i Hobro og omegn.

Med samarbejdspartner sættes diverse special-arrangementer i værk.

Det kan være musikfilm med udvalgte kunstnere, film for strikkeklubber og dokumentarfilmfestival.

Eller det kan være “Med skolen i Biffen”, som er et samarbejde med CFU og skolerne i Hobro.

Endvidere lever Hobro- Børne og Ungdomsfilmklub i bedste velgående med otte forestillinger.

Dertil samarbejder biografen med læseklubber som ”Klubben Læser Bogen - Filmteatret Viser Filmen.

Seneste viste man kortfilm ved en højskoleformiddag og tog en snak efter filmene.

På årsbasis er man oppe på 17.000 biografgæster.

- Og for os er det spændede med alle disse samarbejder.

- Men det giver i sig selv noget arbejde for frivillige, idet vi holder åbent alle 365 dage om året.

Også derfor har vi brug for flere frivillige, efterlyser Preben Christensen.

Har du lyst, kan du maile til filmteatret@mail.tele.dk eller kontakt biografen i åbningstiden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...