René Nielsen står bag nye plakater, hvor byerne er illustreret

René Nielsen er selvstændig grafiker. Privat bor han i Nibe, og her fik han for et par år siden idéen til at designe en byplaket med nogle af hjembyens smukke vartegn. Plakaten blev en sællert, og siden har han lavet plakater for en række andre byer. Senest er turen kommet til Skørping og Hobro, som René har et særligt forhold til.

- Med plakaterne for Skørping og Hobro er jeg sammenlagt oppe på ni plakater. Primært fra nordjyske byer med en afstikker til Randers, som blev lavet lidt som en bestillingsopgave, fortæller René Nielsen, og fortsætter:

- Min plan er, at lave en plakat for hver af de gamle nordjyske kommunebyer, som der er 27 af i alt. Plakaterne indeholder også det respektive by- eller kommunevåben.

- Jeg startede med min hjemby Nibe, og har så ellers fortsat med de byer, som jeg har en personlig reference til. Her er både Skørping og Hobro ingen undtagelse.

- Jeg har gået på Rebild Efterskole, og her foregik vores fysiktimer på Skørping Skole. Vi tog også ofte i biografen i Skørping, og da jeg også spiller musik, var min første koncert såmænd også i Kinorevuen. Jeg har rigtig gode minder fra tiden og området, og Rold skov er stadig et sted, jeg besøger meget - nu med min familie.

- Når det gælder Hobro, så havde jeg i mange år en tæt arbejdsmæssig tilknytning til byen. Mit eget firma udspringer således fra min tid i Hobro, hvor jeg startede som grafiker på et reklamebureau, som jeg senere blev medejer af. I dag er jeg soloselvstændig med Det Grafiske Hjørne, og jeg har fortsat en del kunder og samarbejdspartnere i byen, fortæller René Nielsen.

Når René skal lave en ny plakat for en by, har han på forhånd altid en idé om, hvad der skal med på plakaten.

- Jeg kender som regel mange af vartegnene, men kører altid til byen for at gå en tur, se nærmere på byen og vartegnene, tage lidt fotos og ikke mindst snakke med de lokale.

- Samtidig er Trip Advisor på internettet også en god hjælp, da det fortæller om, hvad gæster og besøgende forbinder med byerne. Hvilke ting i byerne, der har gjort indtryk på dem, lyder det afslutningsvist fra René Nielsen.

På plakaten fra Skørping ses: Madum Sø, stationen, Rold Skov, Den Jyske Skovhave, MosskovPavillonen, Kulturstationen/Kinorevuen, Vandtårnet, Det Gamle Apotek, Kirken, Det Gamle Posthus, det tidligere Park Hotel, Privathospitalet og Rebild Bakker.

På plakaten fra Hobro ses: Rådhuset, Svanen, Hobro Teater, Hobro Museum, Bies Gaard, Kirken, Tinghuset, Banegården, Fyrkat, Søndre Skole, Det Gamle Vandtårn, Siloen, Svanen og havnen med det maritime kulturcenter og lystfartsmuseum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...