Gennem årene har der hersket travlhed og flot vækst hos Nr. Onsild Slagtehus, der snart fejrer 25-års jubilæum.

NR. ONSILD: Som et led i væksten og den fremtidige strategi har virksomheden det seneste års tid nydt godt af sparring fra Mariagerfjord Erhvervsråd.

Det er John og Conny Madsen, der står i spidsen for Nr. Onsild Slagtehus, der udover slagteri også omfatter en charmerende og velbesøgt gårdbutik med salg til private samt en stor afdeling med engrossalg. Virksomheden har i dag 20 ansatte.

- Der er godt nok sket meget, siden jeg startede Nr. Onsild Slagtehus som hobbybeskæftigelse, fordi jeg var betaget af slagterfaget, som jeg i sin tid havde lært af min bedstefar og farbror, fortæller John Madsen og fortsætter:

- Vi byggede vores første slagtehus i 1996 og har løbende udvidet og bygget til. I år 2000 måtte vi bygge helt nyt, da slagteriet desværre brændte. Det gav os dog nogle muligheder for at gøre mere plads til gårdbutikken, hvilket har været et kæmpe aktiv. Jeg vil tro, at vi i gennemsnit har lavet en form for udvidelse hvert andet år.

Massiv vækst i gårdbutikken

Netop gårdbutikken og salget til privatkunder har de seneste år oplevet massiv vækst. Fra 2018 til 2019 steg omsætningen med godt 20 %, og uden endnu at kende de nøjagtige tal bliver vækstraten fra 2019 til 2020 omtrent den samme.

Udviklingen har også medført en række vækstudfordringer, hvorfor Nr. Onsild Slagtehus for godt et år siden allierede sig med Mariagerfjord Erhvervsråd, der har en række programmer til virksomheder i vækst.

- Her fik vi kontakt til erhvervskonsulent Henrik Hansen, hvor vi har fået en super sparring. Samtidig blev vi en del af programmet, der hedder ”Vilje til Vækst”, fortæller Conny Madsen.

Programmet ”Vilje til vækst” er et tilbud hos Mariagerfjord Erhvervsråd. Programmet har overordnet til formål at skabe flere vækstvirksomheder i Nordjylland. Det sker blandt andet gennem udarbejdelse af en vækstplan for den enkelte virksomhed, som konkretiserer, hvilke aktiviteter og investeringer der skal til, for at virksomheden kan vækste.

Hjælp til digital markedsføring

- En af vores største udfordringer var at kunne følge med og holde os ajour med mulighederne inden for digital markedsføring, herunder at få en ny version af vores hjemmeside og have det rette fokus på sociale medier, som jo er afgørende over for privatkunderne. På det område skulle vi rustes bedre til fremtiden, og vi havde brug for input, sparring og konkrete løsninger, fortæller Conny Madsen.

- Vi fik lagt en plan sammen med Henrik fra Mariagerfjord Erhvervsråd og valgte efterfølgende selv et bureau, der kunne hjælpe os med at lave en ny hjemmeside og vores strategi på sociale medier. Det er en stor styrke ved programmet, at man selv kan vælge de eksterne rådgivere, der skal udføre opgaven.

- Vi valgte bureauet ”by media” i Aalborg, og det har også været en supergod proces, hvor vi allerede kan se en markant forbedring i besøgstallene på vores hjemmeside og i antallet af bestillinger på nettet, ligesom vi har fået en rød tråd i vores markedsføring og strategi på sociale medier.

- Samlet set har det været en rigtig god oplevelse. Vi anede faktisk slet ikke, at denne mulighed eksisterede hos Mariagerfjord Erhvervsråd, men det er helt sikkert noget, vi vil benytte endnu mere i fremtiden, hvor jeg i øvrigt godt kan love, at vi har mange spændende og nye idéer på tegnebrættet, slutter Conny Madsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...