Søs Egelind - slipper lørdag 25. maj humoren løs i Nørbæk Forsamlingshus

FÅRUP: Slip humoren løs - og brug den i hverdagen, indbyder skuespiller Søs Egelind - og gør det.

Humoren slipper hun løs lørdag 25. maj klokken 14, og det foregår i Nørbæk Forsamlingshus nær Fårup.

Søs Egelind fortæller om humor og om sit positive livssyn. Og om at kaste sig hovedkuls ud i ting man ikke kan i forvejen.

Selv er hun en mester i at få os andre til at grine, men Søs Egelind besidder også en række personlige erfaringer og pointer om at bruge humoren i hverdagen.

Med humor som våben og værktøj kan det blive anderledes sjovt og inspirerende at gå på arbejde, overkomme alt det sure - fra støvsugning og skattevæsen til ægtefæller og kriser.

Farverig og tænksom

Der er lagt i kakkelovnen til et forrygende samvær med en farverig, tænksom, selvironisk, klog kvinde i sin bedste alder.

Med risiko for stof til eftertanke og at få spoleret dit dårlige humør, hvis du har et sådant..

- Kan man virkelig selv bestemme hvor sjovt livet skal være?

- Gu’ kan man da så. Hør selv, hvordan vi kan få stress-barometret til at falde ved at grine i hinandens selskab, inviterer Søs Egelind.

Via sms 2862 4502 eller betaling på mobilepay 18391 kan du slippe af med de hundrede kroner, der koster at sidde med.

Arrangementet i Nørbæk forsamlingshus indgår i ELRO-dagene 24., 25. og 26. maj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...