Overtog bygningerne i Vebbestrup fra Mariagerfjord Kommune

VEBBESTRUP: Solen og den smukke blå himmel var selvfølgelig bestilt, da Solhverv Børnehave fredag eftermiddag klippede snoren og officielt slog dørene op.

Det er Solhverv Privatskole, der har valgt at åbne børnehaven, efter det blev en realitet, at Mariagerfjord Kommune valgte at lukke den daværende børnehaven ”Solstrålen”. Her var Solhverv hurtig på aftrækkeren, slog til og købte lokalerne, der er beliggende lige ved siden af skolen.

- Vi synes, at der fortsat skulle være en børnehave i Vebbestrup. Det er vigtigt for byen, og for at kunne tiltrække børnefamilier. Derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle overtage børnehaven, da kommunen valgte lukke den, lød det fra Peter Hansen, skoleleder på Solhverv Privatskole.

- Vores hovedformål har således været, at hjælpe Vebbestrup med fortsat at have en børnehave, men samtidig er vi også overbeviste om, at det vil gavne vores skole.

- Vi håber i hvert fald, at nogle af de børn, der går i Solhverv Børnehave også vil fortsætte på Solhverv Privatskole, fortalte Peter Hansen.

Solhverv Børnehave er godkendt til at have 40 børn. Der er seks ansatte pædagoger, hvoraf tre er fortsat fra den kommunale børnehave, suppleret med tre nye ansigter.

- Det har været en utrolig spændende proces, og jeg er superglad for vores start og det team, vi har fået sat sammen, lød det fra Kari Lykke Brøndum, der er leder af børnehaven.

- Jeg synes også, at børnene har reageret meget positivt på de forskellige ændringer og tiltag, vi har lavet.

Åbningen af børnehaven havde lokket en del interesserede til at kigge forbi – måske også lokket af de varme pølser og den nybagte kage, der blev nydt af børn og voksne i det skønne forårsvejr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...