De gode kvinder har indsamlet pengene på gåture i naturen

HOBRO: Soroptimisterne i Mariager Fjord havde en dejlig julegave med til Julemærkehjemmet i Hobro.

Ved at gå en række ture rundt i Hobros herlige natur har de gode kvinder nemlig indsamlet i alt 10.000 kroner, som vil blive brugt på udstyr til det netop nyetablerede motionsrum på Julemærkehjemmet.

Rigtig mange deltog i turene til blandt andet jættestuerne ved Snæbum, i Rold skov eller i Østerskoven ved Hobro.

Deltagerne betalte 20 kroner pr. gang, og så gik man på opdagelse i naturen, fik frisk luft - og gjorde altså i sidste instans en forskel for børnene på Julemærkehjemmet.

Alle turene blev ledet af en lokal guide, som kunne bidrage med oplysninger og små anekdoter.

I Hvidstengruppens fodspor

Soroptimisterne melder klar igen til at hjælpe Julemærkehjemmet i 2019.

Den første spadseretur foregår 9. april på Sem Hede.

Her guider Poul Rasbech fra Sembygård deltagerne på turen.

Oprindeligt blev Sem Hede fredet for at bevare nogle meget velholdte oldtidsagre.

De findes stadig, men i dag er området lige så vigtigt, fordi det er et stykke oprindeligt hede.

På den historiske turdato - 79 året for Besættelsen - vil Poul Rasbech også stoppe ved et lille vandhul, hvor den første nedkastning til Hvidstengruppen fandt sted.

I marts måned i år er det netop 75 år siden, at Hvidstengruppen modtog deres første containere på Sem Hede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...