STØTTE-BEN: Beskedent startgebyr på guidet gåtur 15. juni i Lindum Skov tilfalder Julemærkehjemmet

MARIAGERFJORD: Har du hørt om Kvindsø og Rasmus Mørks Klædeskab?

Begge lokaliteter indgår i den vandretur gennem Lindum Skov, som Mariager Fjord Soroptimister inviterer på mandag 15. juni klokken 19.

Mødestedet er Drøwten 21, Lindum, 8830 Tjele.

Og som så ofte med de lokale soropstimisters gåture, så handler det om at skrabe et lille beløb sammen til fordel for Julemærkehjemmet Hobro.

Deltagerne betaler kun 20 kroner for at gå med - endda med fortællende guide i skikkelse af Poul Vagn Nielsen.

Lindum skov rummmer mange spændende fortællinger, og St. St. Blicher slår tonen an, når han lader Marie Grubbe ride igennem Lindum Skov på sin flugt med Søren fra Tjele.

Historisk

I 1800 tallet begyndte den egentlige skovdrift og skovridder Horstmanns statelige skovridderbolig findes stadig omgivet af århundredgamle ege, bøge og kastanjetræer.

Et par stednavne som Kvindsø og Rasmus Mørks Klædeskab antyder også et par skæbnefortællinger, som guiden - Poul Vagn Nielsen - vil berette om.

Under besættelsen var skoven desuden skjulested for franske desertører.

I tidligere tider var Lindumstenen et populært udflugtsmål, en kæmpe vandreblok fra istiden, som turen også går forbi.

Soroptimisterne arrangerer turen med flere guider, så gruppen ikke bliver større end de forskrevne anvisninger på grund af corona situationen.

Skulle det - mod forventning - ikke være tilladt at samles 30-50 mennesker,vil turen ikke blive gennemført.

Desuden gør soroptimisterne opmærksom på, at vejene ved Tobberup og Trinderup er lukket på grund af arbejde på jernbanebroerne.

Deltagerne følges på opdagelse i naturen, får frisk luft, bliver klogere og gør samtidig en forskel for børn på Julemærkehjemmet i Hobro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...