Nogle af de ansatte hos Spar i Valsgaard med det synlige bevis på, at butikken nu kan kalde sig demensvenlig.

VALSGAARD: Ældre Sagen i Arden bevæger sig nu også uden for bygrænsen i bestræbelserne på at gøre det nemmere for demente at færdes i lokalsamfundet.

- Ind til nu har vi koncentreret os om Arden by, men nu bevæger vi os også ud i oplandsbyerne, oplyser Elly Bjerring fra Ældre Sagen i Arden.

Personalet i Spar i Valsgård har således netop modtaget undervisningen, så butikken nu kan kalde sig en ”demensvenlig butik”.

Personalet er blevet undervist i at spotte kunder med behov for hjælp - og i, hvordan hjælpen kan tilbydes.

Det kan f. eks. handle om hjælp til at finde rundt i butikken, at finde varerne, at læse indkøbssedlen, at betale ved kassen eller at pakke varerne sammen.

- Er nogen i øvrigt interesserede i undervisningen, som er gratis og varer ca. 1 time, er man meget velkomne til at kontakte mig. Så hjælper jeg hellere end gerne videre, bemærker Elly Bjerring.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...