Omkring 80 spejdervenner var mødt frem til spejderjubilæum på Låenhus

OUE/VALSGAARD: Cirka 80 spejdervenner var mødt frem, da Oue-Valsgaard KFUM-spejdere for nylig fejrede 40-års jubilæum på Låenhus.

Spejderleder og tidligere præst i området, Paul Arnbak, holdt friluftsgudstjeneste, mens hans hundehvalp gravede efter muldvarpe under præstekjolen.

Derefter var der sækkevæddeløb og tovtrækning, inden bålene var klar til at stege kyllingespyd og pølser til de fremmødte.

Gruppeleder Esben Pedersen holdt efter spisningen tale med glimt fra de mange års oplevelser. Torben og Eva, musikerne fra VØB, der i sin tid var med til at starte spejdergruppen spillede til spejdersange, og nogle af de fremmødte ”gamle spejdere” bidrog med fortællinger fra spejdertiden i Oue/Valsgaard.

Ud på eftermiddagen blev de fremmødte delt op i hold, der prøvede tærrænbane, kimsleg og samarbejdskonkurrencer på engen ud mod fjorden, inden dagen blev rundet af med kaffe og bradepandekager, som forældre havde haft med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...