Flere lokale aktører skal på scenen i år

MARIAGERFJORD: Når det til efteråret går løs med endnu en Spil Dansk Uge i Mariagerfjord, er den erklærede ambition en endnu stærkere lokal forankring.

Det annoncerer formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg, Jane Grøn (S).

- I år prøver vi at lave en Spil Dansk uge med flere lokale aktører end tidligere.

- Vi har et rigt og aktivt musikliv i Mariagerfjord Kommune, og vi vil gerne se, om vi kan skabe større lokal forankring ved at gribe Spil Dansk ugen an på en måde, hvor vi støtter op om og opfordrer vores foreninger til at tage del i ugen, siger hun.

Hadsund Koret har eksempelvis allerede budt ind med en koncert i Hadsund Kirke. Rytmus i Mariager holder musikalsk åbent hus i Den Gamle Biograf, bibliotekerne synger for til morgensang i alle filialer. I Als synger kirkekoret fra Als og Øster Hurup, og Skoleorkestret i Hadsund tager også del i ugen med en efterårskoncert på Hadsund Skole.

Musikforeningen Ishuset Live i Hobro bidrager - som tidligere - også til Spil Dansk Ugen, og i Arden er børnehaver, skolen, hallen, bibliotek, plejehjem, Blå Kors og folkekirken sammen involveret i et større fælles udspil med Arden Kulturhusforening som tovholder.

Programmet er endnu ikke klar, men ugen kommer bl. a. til at byde på fællessang for børn og voksne, sangworkshops i børnehaverne og ikke mindst koncert i kulturhuset med Peter Sommer og pianist Palle Hjort.

Jane Grøn glæder sig over alle de arrangementer, der allerede på plads, men understreger samtidig, at der er stadig plads til flere.

- Vi vil gerne give alle vores borgere adgang til kunst og kultur, og Spil Dansk ugen er en enestående mulighed for at samles om den danske musik og skabe musiske aktiviteter for såvel børn som voksne, fremhæver hun.

Udvalgsformanden håber på den baggrund, at en endnu længere række af skoler, børnehaver, institutioner og arbejdspladser vil være med til at sætte fokus på dansk musik i uge 44.

Har man brug for hjælp til at komme i gang, er man velkommen til at kontakte kommunens kultur- og fritidsforvaltning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...