60-årige Torben Bjærge Madsen med et langt arbejdsliv som tøjmand, dekoratør, pædagog og spillemand er nu sin egen herre

HOBRO: Da pædagog og spillemand Torben Bjærge Madsen i sommer stærkt nærmede sig de 60 år, fik han lyst til at være sin egen - først og fremmest spillemand.

Og lige præcis Spillemanden er, hvad han nu kalder sig.

Så i mangt og meget laver Torben Bjærge Madsen, der bor i Hobro, fortsat det, han helst vil.

Men nu altså som sin egen arbejdsgiver.

- Hvis jeg skulle nå at prøve noget andet i mit arbejdsliv, så var tiden ved at være inde, begrunder han.

Spille på bosteder

- Jeg tilbyder at spille musik på bosteder både enkeltvist og for hold.

- Kommer for eksempel ud på Sødisbakke både for at undervise og for at spille nogle sange, beboerne gerne vil høre, uddyber Torben Bjærge Madsen.

Sine sidste fem år som fastansat tilbragte han på Landlyst i Buddum, som er et bosted, behandlingssted og udviklingssted for voksne udviklingshæmmede med psykiske lidelser.

Her arbejdede han indtil oktober som fastansat pædagog, men også som musikalsk drivkraft for beboerbandet Landlyst Band, som af og til optræder for andre.

- Vi spiller lidt Kim Larsen og andre gamle danske sange. I år var vi af sted med danske halvfjerdserhits og enkelte flower power sange.

- De er ved at være så rutinerede, at vi bare øver sangene en enkelt gang, inden vi tager ud for at optræde.

- Og det giver mig en masse positiv respons, for de er glade mennesker at være sammen med, fremhæver Spillemanden.

Tøjmand fra Als

Til andre kunder hører Hobro Efterskole, hvor han deltager i morgensangen en dag om ugen.

Både de unge og Torben Bjærge selv bidrager med sange.

På et bosted i Hadsund har han bevæget sig rundt med sin guitar og så at sige ”fanget øjeblikket og sat noget trubadur-agtigt i gang”, som han udtrykker det.

Tilbage i barndommens Als, hvor han voksede op, blev Torben Bjærge Madsen uddannet i en tøjbutik.

Efterfølgende arbejdede han nogle år i Viborg i en tøjforretning og siden som dekoratør i dagligvarebutik.

Til Hobro

Og det var netop som freelance dekoratør, at han i 1987 landede i Hobro med arbejdsfelt hovedsageligt i det midtjyske.

I halvfemserne begyndte Torben Bjærge Madsen at undervise. Først på handelsskole - inden for butiksfag - siden på efterskole med blandt andet musik som valgfag.

Og siden 2014 og til oktober i år altså hos Landlyst.

- Samspillet med udviklingshæmmede har givet mig så meget tilbage - og vished for, at musik virkelig betyder noget, pointerer Torben Bjærge Madsen.

Nu ser spillemanden.dk frem til flere nye udfordringer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...