Fra ”Sportscentret Hobro” til Sport 24 på 50 år

HOBRO: For 50 år siden - i 1969 - slog Preben Midtgaard dørene op til ”Sportscentret Hobro” i den nordlige del af gågaden i Hobro.

I dag hedder butikken Sport 24, ligger på Adelgade 35 og ejes af Poul Erik Andersen og Kurt Olesen.

Og i denne tid fejrer makkerparret butikkens 50-års fødselsdag - ikke kun i Hobro, men også hos butikken i Hadsund på Butikstorvet 53.

Poul Erik Andersen har ejet butikken i Hobro siden 1994, hvor han som medarbejder købte den af Preben Midtgaard.

Nogle år forinden havde Poul Erik Andersen og Preben Midtgaard åbnet en sportsbutik i Hadsund.

Derfor var det helt naturligt, at Poul Erik Andersen også skulle købe butikken i Hobro, når makkeren ville stoppe.

I stedet blev Kurt Olesen i 2010 partner i de to butikker.

Siden har de to kørt et stærkt parløb. I mange år som medlem af Intersport-kæden, men siden 1. oktober 2018 som Sport 24 butik.

- Vi har været på den nuværende adresse i Hobro, altså Adelgade 35 siden 1997, fortæller Poul Erik Andersen - godt hjulpet af et kig i lejekontrakten.

Den hænger bagerst i reolen på kontoret i butikkens baglokale, hvor man også finder fornøjelig læsning i et par velvoksne scrapbøger.

Heri bevidner annoncer fra dengang, at sportstøj, sportssko og andre sportsrekvisitter relativt var noget dyrere for 20-30 år siden.

- Ja, priserne og dermed også vores avancer er ikke steget meget, samtidig med at konkurrencen alle steder fra blevet meget hårdere.

- Men jeg synes, at vi har været gode til at være fremsynede, tilpasse udvalget og følge med tiden som butik.

- Overordnet er vi rigtig godt tilfredse og kan bestemt ikke klage.

- Det gælder også vores skifte fra Intersport til Sport 24 kæden sidste år.

- Det har givet os nogle nye muligheder og ikke mindst nye, stærke mærker på hylderne, fremhæver Poul Erik Andersen.

- Samtidig har vi i alle årene oplevet en rigtig flot opbakning fra kunderne i både Hadsund og Hobro, tilføjer han

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...