Der var fyldt godt op under den stemningsfulde skumringstime på biblioteket i Møldrup

HOBRO: Islandske Konger er en samling fortællinger om den fiktive Knudsen-slægt, som bor i det lille fiskesamfund Tangavik.

Det rummer hele verden, og her mødes sorg med glæde, død med liv og frygt med mod.

Uddrag af disse fascinerende fortællinger læste sognepræst Anna Hermann forleden højt, og det foregik i stearinlysets skær på et stemningsfuldt Møldrup Bibliotek.

Her tog man nemlig for første gang del i Skumringstimen.

Fyldebøtter og snakkehoveder

Islandske Konger er forfattet af Einar Már Gudmundsson.

I byens centrum står næsten altid en Knudsen, og Tangavik myldrer med legendariske fyldebøtter, snakkehoveder, mesterfiskere, skibsredere, lurendrejere og matematikgenier.

Titlen på romanen kan synes paradoksal, idet Island jo ikke har nogen konge.

Men i bogen præsenterer forfatteren de mange småkonger med reference til de danske konger, som jo i lang tid var islændingenes overhoved.

Islandske konger

I Islandske Konger sættes netop tåberne i helterollen, og selv om man ikke har blåt blod i årene, mener islændingene - og Einar Már Gudmundsson - at man alligevel godt kan te sig som en konge.

Gentagelse følger

- Vi var meget spændte på forløbet, så vi blev meget glade for det store fremmøde og over, at Skumringstimen blev taget så godt imod i Møldrup.

Anna Hermann gjorde det virkeligt godt og pustede nyt liv i den ældgamle nordiske fortælletradition, fortæller biblioteksmedarbejder Kirsten Sørensen.

- På Møldrup Bibliotek er vi i øjeblikket ved at planlægge arrangementerne for 2019, og heri vil Skumringstimen helt sikkert indgå, lover Kirsten Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...