CORONA-TIDEN: Publikum har savnet Himmerlands Teater under lukning

HOBRO: I Lørdags kunne alle interesserede kigge forbi Himmerlands Teater på Kulturkajen i Hobro og hilse på.

- Det blev en kæmpe succes, konkluderer teaterleder Susanne Sangill.

- Vi anede jo ikke, hvor mange der ville komme, og om folk overhovedet havde lyst til at komme ud blandt andre.

- Men jeg skal da lige love for, at vi blev overraskede, erklærer hun.

Skuespillerne hilste på

Fra dørene til det nyvaskede og afsprittede teater blev åbnet klokken 11 og frem til klokken 13, strømmede både garvede og nye teatergængere til.

Alle udtrykte deres glæder over arrangementet.

De havde savnet deres teater, lige så meget som teatret har savnet dem.

Der blev hentet og købt teaterkort, snakket om den forestående sæson, drukket et glas vin og ungerne spiste is.

Næsten alle de skuespillere, der vil være at finde på scenen fra september til maj, var til stede.

De fik en god snak med deres publikum, og teaterlederen var selvfølgelig klar med både velkomsttale og oplysning om, hvad folk kan vente sig hele næste sæson.

Som noget helt nyt kunne man købe en ”støt teatret taske”.

Støttetasker til salg

Corona tiden er nemlig blandt andet blevet brugt til at sy alle teatrets gamle bannere om til fantasifulde indkøbstasker.

Salget gik over al forventning, og Mette Valbak, teatrets billet- og altmulig pige, havde nok at se til med at sælge både kort og tasker.

Salget af tasker fortsætter også i den kommende sæson - og i forbindelse med sæsonens sidste forestilling ”Alt skal væk” bliver der virkelig brug for dem.

Efter hver forestilling kan publikum nemlig gå på indkøb i den dametøjsbutik, som udgør scenografien.

Her og nu ser Himmerlands Teater blot frem til at komme i gang igen efter sommerferien.

Forhåbentlig på lidt andre vilkår end de nugældende.

- Med vores lille sals-kapacitet kan vi - som det ser ud nu - kun sælge 45 billetter pr. forestilling, notereEt Susanne Sangill.

Omvendt er det så også et ganske godt argument for ikke at vente alt for længe med at købe billetter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...