Jette Mortensen gik ned med flaget, blev fritstillet og bruger sine erfaringer til at rådgive ligestillede i egen virksomhed - Tanke-feltet

VALSGÅRD: Fuld fart på karrieren og alt for meget arbejde.

Jette Mortensen fra Valsgaard fornemmede tydeligt, at stressen og arbejdsmængden ikke var godt for hende.

Desværre valgte hun i en alt for lang periode at overhøre kroppens signaler.

Lige indtil hun blev fritstillet fra sit job.

I dag driver hun virksomheden Tanke-feltet, hvor hun hjælper andre, der er kommet i samme stressede og pressede situation.

Fritstillet

Efter mange år som hårdtarbejdende bankrådgiver i forskellige pengeinstitutter med stress og præstationspres som en daglig følgesvend, blev Jette i 2010 headhuntet til et job som kontor- og personalechef for en privat virksomhed.

Et krævende og hårdt arbejde, hvor den daglige stress fortsatte for fulde omdrejninger.

Efter et par års effektiviseringer i virksomheden blev Jette fritstillet.

Det skulle vise sig at blive hendes redning.

Ekstremt presset

- Det havde været en ekstrem presset og travl periode samtidig med, at min familie selvfølgelig også skulle passes.

Kroppen havde for længst sagt fra. Alligevel fortsatte jeg uden at lytte til min krop.

- Her blev det at fritstilles fra mit job en gave.

Jeg kunne nu rette fokus på at finde balancen i min egen krop, og derefter også kunne tage springet til at hjælpe andre.

- Jeg har altid haft interessen for kroppen og det hele mennesker.

Havde i årenes løb sideløbende med mit job taget forskellige uddannelser - såsom som zoneterapeut, nlp-coach, stresscoach, mindfulness- og yogainstruktør og tankefeltterapeut

Kroppens energibaner

Sidstnævnte kombinerer kort fortalt Østens viden om kroppens energibaner med Vestens samtaleterapi.

- Mine uddannelser havde jeg dog kun brugt lidt på hobbyplan.

- Men med min nye situation uden job valgte jeg at tage det fulde spring.

Bruge uddannelserne - kombineret med mine egne erfaringer - til at hjælpe andre, som bliver ramt af stress eller på anden måde får ondt i livet - fysisk som psykisk, fortæller Jette Mortensen.

Det var i februar 2014, at Jette valgte at tage springet fuldt ud med virksomheden Tanke-feltet.dk.

Og det, skønt mange også dengang advarende sagde, at det kunne hun da ikke leve af.

Men det ville Jette Mortensen bevise, at hun kunne.

Her fem år senere har hun pænt travlt med samtaler og forløb i sin klinik, der er indrettet i hyggelige lokaler i tilknytning til privaten på Skoletoften 13 i Valsgård.

Mindfulness og yoga

Her laver hun også forløb i mindfulness og underviser i yoga.

- Her kommer alle mulige forskellige mennesker. Fra alle samfundslag.

- Fælles for de fleste er, at de har presset sig selv til det yderste for at til sidst at bryde sammen med smerter, angstanfald, depression og bundløs udmattelse.

- Mange er gået til lægen, og kommet hjem med en sygemelding og en recept på noget medicin, der er angstdæmpende, humørstabiliserende og beroligende, så de kan sove om natten.

- Men det er ikke den rigtige måde, at gribe det an på.

- I stedet er det vigtigt, at vi lytter til stressen, forstår den og hvorfor den er kommet, fremfor at behandle og bedøve, anviser hun.

Som hånd på varm kogeplade

- Det svarer til, når vi får en nyttig besked om smerte, hvis vi sætter hånden på en varm kogeplade. Det lytter vi til per instinkt.

- Men vi skal også lære at lytte til stress som en besked om, at der er noget galt.

- Noget, vi er nødt til at gøre noget ved, hvis vi ikke vil komme varigt til skade, fortæller Jette Mortensen.

- Og symptomer på stress skyldes ikke mangel på robusthed.

- De er tværtimod et sundhedstegn og et bevis på, at vores krop stadig kan mærke forskel på rigtigt og forkert.

Udover individuelle forløb til private tilbyder Jette Mortensen at hjælpe erhvervslivet og virksomheder med en række tilbud og forløb, der blandt andet kan forebygge og behandle stress, og dermed også reducere sygemeldinger, som koster virksomhederne mange penge.

Travlt, men ...

Desuden hjælper hun ledere med at håndtere den svære samtale, ligesom hun har en række andre ydelser, der handler om at skabe balance i livet.

Det sker både ude på virksomhederne, men også som mindfulness og stress-release kurser i naturskønne omgivelser.

Så jo, Jette Mortensen har travlt med virksomheden Tanke-feltet.

Men på den positive måde - så hun passer på sig selv.

Det skal du også selv huske at gøre…

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...