For yderligere at stimulere strikkeinteressen inviterer det lokale biblioteksvæsen tirsdag 19. november til en workshop med Charlotte Tøndering på Mariager Bibliotek.

HADSUND: Det er blevet et hit at mødes på biblioteket for at strikke.

I strikkeklubben i Hadsund mødes eksempelvis en snes kvinder på biblioteket hver anden mandag for at slå masker op, dele opskrifter og hjælpe hinanden, når strikketøjet slår knuder, alt imens snakken går lystigt om stort og småt.

Og strikkebegejstringen er ikke kun forbeholdt de voksne.

Efter at have stået for to strikkeworkshops for børn henvendte den lokale ildsjæl, Rinette Jensen, sig til biblioteket med en ide om en strikkecafé for børn.

Hjælpsomme strikketanter

På eget initiativ fik hun stablet caféen på benene, og i dag huserer frivillige og hjælpsomme strikketanter både i Mariager, Hadsund, Hobro og Arden.

En gang om ugen mødes de med børnene på det lokale bibliotek for at dele deres begejstring for pinde og garn.

- Vi valgte biblioteket som samlingspunkt for vores strikkecaféer af flere grunde.

- Dels er biblioteket en god samarbejdspartner, men biblioteksrummet udgør også en rigtig god ramme for vores café, fordi vi her kan mødes, blive inspireret og fordybe os med børnene om strikketøjet, forklarer udtaler Rinette Jensen.

Strikkecaféerne er blevet så stort et hit blandt børnene, at der stadig vil være brug for endnu flere strikketanter, der har lyst til at yde en frivillig tjans i caféerne.

Stadig flere bruger biblioteket

Over hele landet vokser antallet af besøgende generelt på bibliotekerne.

Samme udvikling mærker de også på Mariagerfjord Bibliotekerne, hvor det samlede besøgstal i 2018 lå på 275.000.

- Biblioteket opleves som et af de få frie rum i kommunen, hvor borgerne helt uforpligtende kan mødes og samles om deres interesser på tværs af aldre og samfundsklasser.

- Og vi oplever i stigende udstrækning, at de lokale selv tager initiativ til at mødes.

Workshop 19. november

- Andre kommer med forslag til, hvad de gerne vil have skal ske i deres lokalområde og på biblioteket, siger Anita Græsbøll Larsen, bibliotekar og koordinator for aktiviteter på Mariagerfjord Bibliotekerne.

For yderligere at stimulere strikkeinteressen inviterer det lokale biblioteksvæsen tirsdag 19. november til en workshop med Charlotte Tøndering på Mariager Bibliotek.

Mere udtømmende informationer om bibliotekernes strikkeaktiviteter kan findes på hjemmesiden www.mariagerfjordbibliotekerne.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...