En række af byens butikker gik sammen om at arrangere et festligt modeshow

HOBRO: Torsdag aften havde modetøjsbutikkerne byFroberg, She Fashion og Mr Tang inviteret til et festligt modeshow. Det blev et tilløbsstykke med flere indlagte overraskelser.

Aftenen startede med, at Frank Sørensen fra Vin & Vin Hobro præsenterede lækre, smagfulde vine. Derefter viste de tre arrangerende butikker den nyeste tøjmode – krydret med skomoden, præsenteret af Rabøl Sko, og brillemode præsenteret af Thiele Hobro.

Én af aftenens store overraskelser var at herremodellerne, der skulle vise moden fra Mr. Tang, var tre Superligaspillere fra Hobro IK, nemlig Adrian Kappenberger, Julian Kristoffersen og Anel Ahmedhodzic. Et trekløver, der klarede opgaven perfekt!

Mellem modellernes optræden præsenterede Hobro Apotek forskellige lækre cremer, og der blev udtrukket præmier på deltagernes indgangsbillet.

Den sidste catwalk-runde, som blev kaldt æresrunden, blev et miks mellem de smukke kvindelige modeller og Superligaspillerne fra Hobro IK, der alle blev hyldet flot af publikum.

Aftenen sluttede med lækre smagsprøver fra Hotel Amerika.

Aftenen igennem blev showet speaket af Pernille og Casper fra CJ-booking, hvilket blev gjort på en god og stilfuld måde – tilsat god musik.

Slutteligt havde publikum mulighed for at handle i butikkerne, hvilket mange benyttede sig af.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...