Seks kulturinstitutioner i Hobro slår pjalterne sammen under navnet ”Kulturkajen”. Til august blænder de op for et historisk teaterstykke om den store brand i 1813

HOBRO: Himmerlands Teater, Gasmuseet, Maritimt Kulturcenter og Galleri Højbjerg og Simmelsgaard vil ikke nøjes med at være naboer på havnestrøget i Hobro.

De vil også arbejde sammen om events på kajen, der skal krydre kunst og historie med udstillinger, happenings og teater og skabe mere aktivitet i det lokale kulturliv.

Sammen med Nordjyllands Historiske Museum og Kunstetagerne har de taget initiativ til en sammenslutning, som de har døbt ”Kulturkajen”.

- Vi har i mange år kaldt os ”Kulturkajen” hernede på havnen. På et tidspunkt kiggede vi på hinanden, og sagde: skulle vi ikke tage at gøre alvor af det? Vi har altid haft et godt samarbejde.

- Nu laver vi en sammenslutning, der rækker op i byen til Store Torv, hvor Kunstetagerne ligger. Når vi går sammen, kan vi mere, siger Susanne Sangill, der som teaterleder på Himmerlands Teater har taget initiativ til den nye sammenslutning.

Amatører med på scenen

Første projekt bliver en historisk teaterforestilling, der efter planen får premiere i Det Røde Pakhus i slutningen af august i år.

Stykket skal handle om den 19-årige Anne Catrine Nielsdatter Bjerregaard, der i 1813 satte store dele af Hobro i flammer.

Hun blev senere dømt for mordbrand og halshugget.

- Teatret bliver udgangspunktet, men vi har nedsat en arbejdsgruppe, hvor alle byder ind. Museerne har rigtig meget viden om tiden dengang i starten af 1800-tallet.

- Gasmuseet vil kunne bidrage med udstillinger og byvandringer, og de øvrige i gruppen har alle stor erfaring med at lave ansøgninger, siger Susanne Sangill.

Stykket, der har fået arbejdstitlen ”Anne - en pige fra Hobro”, bliver et samarbejde mellem professionelle, semiprofessionelle og amatører, fortæller hun:

- Vi inviterer folk fra hele Mariagerfjord Kommune til at være en del af det. Og skulle der sidde nogle unge i Aalborg og Randers og have lyst, er de også velkomne.

- Lige nu er vi gang med at skrive, men når vi rykker tættere på, inviterer vi til et informationsmøde.

Endnu ligger der ikke andre projekter i kalenderen.

- Foreløbig arbejder vi på teaterstykket. Men næste gang kan det være, det er Gasmuseet, der har en god idé, hvor vi andre kan hjælpe, siger Susanne Sangill.

Aktørerne i ”Kulturkajen” håber på et samarbejde med kommunens erhvervsråd, uddannelser og biblioteker, Hobro Værft, Hobro Handel og byens spisesteder.

- Historien om Anne, som vi arbejder på at gøre til en forestilling, er jo i virkeligheden historie, hele vores handelsliv bygger på i dag.

- Takket være ti års skattefrihed og hjælpen fra staten blev Hobro senere en af de fem mest fremgangsrige købstæder. Så det ville være oplagt at lave noget i byens butikker og nogle happenings i gågaden, der relaterer sig til forestillingen, siger Susanne Sangill.

Teaterstykket løber op i 370.000 kroner.

”Kulturkajen” har ansøgt kultur- og fritidsudvalget om 50.000 kroner, og forvaltningen anbefaler udvalget at støtte.

Projektet vil skabe sammenhængskraft mellem en række lokale kulturaktører i Hobro, lyder vurderingen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...