CORONA: Kun nære pårørende har adgang i kritiske situationer

HIMMERLAND: Det er forbudt for pårørende eller andre at besøge regionens hospitaler, bosteder og lignende.

Efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed blev der i onsdags indført midlertidigt forbud mod besøgendes adgang til offentlige hospitaler, bosteder med videre.

Det sker for at mindske smittespredning med COVID-19 og for at beskytte svage og udsatte borgere for potentielt livstruende sygdom.

Begrænsningerne er gældende fra 18. marts 2020 og indtil anden beslutning træffes.

Stoppet for besøgende gælder både fællesarealer og for lokale afdelinger, stuer mv.

- Det er et drastisk tiltag, erkender regionsrådsformand Ulla Astman.

Svært for pårørende

- Men vi har et hensyn at tage til at begrænse smitten blandt vores patienter og blandt de grupper, som er særligt sårbare, hvis de bliver smittet med COVID-19, begrunder Ulla Astman.

- Jeg er klar over, at besøgsforbuddet kan blive svært og hårdt for både patienter og pårørende.

- Men jeg håber på forståelse for påbuddet, og for hvorfor det er trådt i kraft, uddyber regionsrådsformanden.

Besøg i kritiske situationer fra en patients nære pårørende er dog undtaget af forbuddet.

Med til fødsler

Ved en kritisk situation forstås eksempelvis et uopsætteligt besøg hos en kritisk syg eller døende person - herunder forældres eller andre nære pårørendes besøg hos et mindreårigt barn eller lignende særligt tungtvejende grunde.

Det er også tilladt for en partner til en kvinde, der skal føde, at være med til igangsættelse og til selve fødslen.

Sådan lyder de overordnede principper.

Men det vil til enhver tid bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvorvidt et besøg kan gennemføres.

Besøg i kritiske situationer skal kunne gennemføres på en forsvarlig måde.

Hold dig opdateret på www.coronasmitte.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...