Nytårskoncerten med Aalborg Symfoniorkester i Hobro finder sted onsdag 9. januar

HOBRO: Den traditionsrige nytårskoncert med Aalborg Symfoniorkester kommer til Hobro onsdag 9. januar. På programmet står festlig musik af blandt andet Mozart, Carl Nielsen, Irvin Berlin, Rodgers & Hammerstein og Bent Fabricius Bjerre.

Som solister medvirker et af de helt fremtrædende par i dansk kulturliv, Tuva Semmingsen og Joachim Knop. Norske Tuva Semmingsen er uddannet fra Norges Musikkhøgskole i Oslo og Opera-Akademiet i København. Hun debuterede i 1999 på Det Kgl. Teater som Cherubino i Figaros Bryllup og har siden haft en lang række roller ved teatret.

Joachim Knop er ligeledes uddannet ved Operaakademiet på Det kongelige Teater 2000. Han favner både operafagets store klassiske roller og musicalgenren og er desuden en fremragende skuespiller, som mange vil genkende fra ”Anja og Viktor”-filmene.

Tuva og Joachim blev gift i 2002, begge er uddannede som operasangere, hun er mezzosopran, han baryton. . Deres musikalske repertoire spænder bredt - fra den klassiske opera til den sprælske musical. Hver især har de haft afstikkere til andre genre undervejs. Sammen med Baroksolisterne har Tuva indspillet soundtracket til von Triers film ”Antichrist”, og cd’en London Calling med musik af Händel. Tuva synger jævnligt jazz, og har med bigbandet The Orchestra udgivet velkendte sange i nye arrangementer på CD’en ”Money”.

Koncerten i Hobro afholdes i Hobro Idrætscenter og billetsalget begynder tirsdag 20. november gennem www.himmerlandsbilletten.dk eller ved henvendelse til et af kommunens biblioteker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...