Mød 4. november Anders Riis, som efter syv års gravearbejde udsender en bog om 176 år med rute- og turistbåde på fjorden

MARIAGER: Kender du historien om 176 år med rute- og turistbåde på Mariager Fjord?

Nej vel.

Men mandag den 4. november klokken 19 kan du i klosteret i Mariager, Klosterstien 12, møde en mand, der gør.

Foranlediget af By & Land Mariagerfjord giver Anders Riis dig et indblik i ”Damperen på Fjorden”, som foredragsholderen journalisten og forfatteren kalder sin aktuelle bog

Først et citat fra Dagbladet Himmerland - som var hedengangne Aalborg Amtstidendes lokaludgave i Hobro:

Vær vagtsom og vågen

”Det gælder om at være vagtsomme og vågne.

Byerne og egnen heroppe kan ikke undvære en ordentlig dampskibsforbindelse med København, hverken nu eller senere.

Alle kræfter bør sættes ind på denne sags tilfredsstillende løsning.

Det er nemlig ikke nok, at DFDS erklærer, at der ”i hvert fald ikke er tale om snarlige indskrænkninger.”

Skulle nogen tro det, må de helst snarlig tro om igen.”

Da bølgerne gik højt

Jo, bølgerne mellem handelsforeningen og DFDS gik nemlig højt i blandt andre Dagbladet Himmerland, da der i november 1919 gik rygter i fjordbyerne om, at DFDS påtænkte at nedlægge ruten på fjorden.

I dag kan et krav om en dampskibsforbindelse til København måske virke en smule overdrevent.

Men fra omkring 1900 voksede besejlingen af fjorden både med fragt og passagerer.

I 1898 udgav Turistforeningen for Mariager og Omegn en 32 sider illustreret turistfører for byen og omegn med annoncer fra handlende i byen - og fra butikker i København.

Passagerdamperne

Det er blandt andre turisterne fra hovedstaden - eller landliggerne som de også kaldtes - der skaber et godt grundlag for passagerdamperne.

I 1898 kostede afgangen fra København-Mariager torsdage og retur lørdage med Fylla mellem 6 - 12 kroner.

DFDS og postbådene på Mariager Fjord udgjorde i sin tid en stor del af trafiktilbuddet.

Siden nød turisterne turen med Andreas Munk fra Hobro og Boje fra Stinesminde til rors.

Hop med om bord

176 års spændende historie fra begyndelse til slutningen kan du altså høre Anders Riis fortælle.

I syv år har han møjsommeligt gravet i arkiverne om fjordens rute- og turistfart og ud af de anstrengelser er altså kommet bogen Med damperen på Fjorden.

Et signeret eksemplar af bogen kan du i sagens natur købe med hjem.

Hop med om bord på Ydun, Fiona, Ulvsund, Møen, Mercur eller Mågen og nyd 176 års rute- og turistbådshistorie.

Et signeret eksemplar af bogen kan du i sagens natur købe med hjem.

En beskeden entré betales ved døren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...