Området omkring Dokkedal bliver omdrejningspunktet for traveturen. Foto: Andreas Falck

Soroptimisterne inviterer atter til gåtur for at hjælpe Julemærkehjemmet i Hobro

MARIAGERFJORD: Soroptimist International Mariagerfjord, som samler ind til Julemærkehjemmet i Hobro ved at arrangere gå-tur én gang om måneden, er klar med endnu en tur.

Lørdag formiddag 11. August starter turen på p-pladsen ved Fugletårnet nord for Kattegat Camping, Dokkedalvej 102 i Øster Hurup.

Alle er velkomne, og det koster kun 20 kr. som går ubeskåret til Julemærkehjemmet.

Kom med på en smuk vandretur rundt i den lave skov, der vokser tæt på kysten, lidt i læ bag klitter langs østkysten.

Man går cirka fire kilometer gennem skov og hede. De krogede træer har fået et sjovt udseende, fordi stammerne gentagne gange er savet ned til tømmer, gærde og brænde. Noget af turen vil vi gå langs stranden, hvor der også er et rigt fugleliv.

På heden åbner naturens spisekammer sig for os, blåbær, tyttebær og hyben. Mariagerfjords miljøvejleder Inger Taylor vil undervejs fortælle om den særprægede natur.

Soroptimist International er et verdensomspændende netværk, der gennem projekter arbejder for at fremme menneskerettigheder og kvinders og pigers status.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...