Susanne Sangill taler dagligt med Harald Madsen, der skuer ud over havnen fra sin sokkel ved Himmerlands Teater

HOBRO: - Jeg taler med ham hver eneste morgen, når jeg møder på arbejde.

- Så det føles faktisk, som om Bivognen nu er kommet hjem til mig igen, betror teaterdirektør Susanne Sangill.

Grundlovsdag blev busten af Bivognen afsløret foran Himmerland Teater.

- Og rent faktisk kom Bivognen ofte i mit barndomshjem i kraft af de mange stumfilm med Fy & Bi, Gøg & Gokke, Charlie Chaplin og Buster Keaton, som min far slæbte med hjem i stuen.

- Vi elskede simpelt hen at se de stumfilm.

- Og kunstnerisk dannede Fy & Bi jo forlæg for Gøg & Gokke. De var simpelt hen inspireret af det verdensberømte danske komikerpar fra stumfilmens tid.

"Fantastisk udførelse"

- Og så er det jo bare skønt, at Bivognen nu står uden for Himmerlands Teater.

- I øvrigt i en fuldstændig fantastisk udførelse af kunstneren Michael Sasserson, som på genial vis har indføjet Fy & Bi’s verdensberømte kontrafej i soklen, roser Susanne Sangill.

- Busten og sokkel udgør en velgennemtænkt helhed, og man kan slet ikke lade være med at røre ved Bivognen.

- Her på teatret har vi allerede et væddemål kørende på, hvorvidt Bivognenes skulder, næse eller hat først bliver blank af alle de daglige berøringer, griner Susanne Sangill.

Ingeborg Brams

Hun ser gerne, at Johan Galsters buste af Ingeborg Brams fra 1999 - en anden af Hobros store, og som i dag står og keder sig i en krog på Teatertorvet - en skønne dag vil gøre Bivognen selskab på Kulturhavnen.

Det kunne jo passende være, når Kulturhavnen med sit nye havnespor og gangvenlige belægning genindvies.

Netop på Kulturhavnen stod op mod 100 borgere og glædede sig over afsløringen af Michael Sassersons buste af Harald Martin Bergmann Madsen (1890-1949) tæt ved teatrets brandtrappe.

- En rigtig god dag formelt at slutte mit virke som medarrangør af Påskeudstillingen Det Røde Pakhus på, reflekterer pressefotograf og billedkunstner Niels Reiter.

Idemanden

Som idemand bag bronzebusten og som den, der har stået for ansøgning og hjemtagning af de 100.000, Sparekassen Hobro Fonden har støttet projektet med, har Reiter stået "bi" lige til dagen, hvor Bivognen formelt indtog sin plads.

- Og det er faktisk et flot stykke kunst, Michael Sasserson har skabt, og som borgerne i fremtiden kan glæde sig over, siger Niels Reiter.

Og jo egentlig et passende sted at mindes Harald "Miehe" Madsen, der jo voksede op Skibsgade lige bag Kulturhavnen.

Klovnenummer

Tilbage i 1915 optrådte Madsen som en af De 3 Mieher i klovnetrioen af samme navn - her i selskab med August Miehe og dennes svoger Kristian Rehder.

På Cirkusmuseet i Rold fandt museumspædagog Gert Rubæk et gammelt foto med trioen og fik syet nøjagtige kostumer i børnestørrelse.

De anvendes nu i cirkustjenestens skoleundervisning, og tre raske gutter fra Bymarkskolen - Otto og tvillingerne Anders og Martin - opførte foran publikum et berømt lille stunt.

Herunder driver den altid så kloge, hvide klovn (Otto) gæk med de to dumme klovne, som han vil gøre til grin i et elastiknummer.

Men nemesis vil, at Den Hvide Klovn selv ender som den, der får et ordentligt smæk af elastikken.

Også på Kulturhavnen skete det til publikums udelte moro.

De fik et lille glimt af klovnen, der endte som halvdelen af en verdens berømte komikerduo.

Og som fremover smiler en kende bedrøvet fra sin sokkel ved Himmerlands Teater.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...