Peter Møller overtager omgående kunder og aktiviteter

HOBRO: Kunder hos Lars Bloch Briller i Hobro har det seneste stykke tid mødt en lukket dør, når de skulle i butikken på Adelgade 24.

Det skyldes blandt andet længere tids sygdom hos butikschefen.

Men nu er løsningen fundet på det forretningsmæssige, idet Thiele i Adelgade 22 ved Peter Møller omgående overtager kunder og aktiviteter hos naboen Lars Bloch Briller

- Lars og jeg kender hinanden, og fandt sammen ud af, at det var en god løsning.

- Både for os, men ikke mindst for kunderne, fortæller Peter Møller.

- Alle kunder har fået besked, og butikkens telefonnummer viderestilles til os.

Samtidig er der jo ikke mange meter mellem butikkerne, og vi har mange af de samme mærker på hylderne, så det bliver ikke den store forskel for kunderne.

Abonnement på linser og andre produkter fortsætter også uden ændringer, fortæller Peter Møller, der med overtagelsen regner med, at der snart skal ansættes ekstra personale i butikken.

Lars Bloch Briller fortsætter med sin butik i Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...